23948sdkhjf

Gammel sodavand på nye flasker

Frem relancerer sin sodavandsserie, som i mange år har været et discountmærke. Nu skal det være et premium-brand.

Man kan godt fornemme på Kristian Olesen, at han glæder sig.

Umiddelbart efter interviewet med Food Supply Magazine i Frems lager- og administrationsbygning nord for Ribe skal han, forklarer han, ind til Ribe midtby og prøvesmage en ny cola, der er en del af den nye Frem sodavandsserie, som sodavandsfabrikanten fra Ribe relancerede i maj.

- Det bliver pissegodt, som salgsdirektøren bramfrit udtrykker det.

Forbrugerne vil forkæles
Det er ikke så sært, at man i Frem A/S ser frem til den nye serie. Den er nemlig både et forsøg på at vende tilbage til rødderne og samtidig positionere Frem-sodavanden som et premium-produkt frem for et discountprodukt.

Akkurat som mejerierne og bryggerierne mærker man nemlig også i sodavandsbranchen, at forbrugeren anno 2017 har appetit på produkter med historien og kvaliteten i orden - og ikke mindst er villig til at betale ekstra for den.

- Forbrugerne i dag vil forkæles. De vil ikke bare have en cola oppe fra Fakta - de vil have noget specielt, og der har vi været heldige med Adelhardt-serien, lyder det fra Kristian Olesen med henvisning til Frems økologiske saftevandsserie, der er navngivet efter stifter Egon Adelhardt Nielsen.

Den serie har Frem tydeligt mærket en øget efterspørgsel på.

"Det var ikke så sjovt længere"
Derfor er Frem nu gået all-in på at relancere sine Frem-sodavand. En tilbagevenden til tidligere tiders retro-etiketter sidste år gav god respons fra forhandlere og forbrugere, og nu giver Frem så også indholdet en ordentlig overhaling.

- Vi syntes selv, at vi havde nået et punkt, hvor det ikke var så sjovt længere at blive ved med at konkurrere på pris. Vi var ved at komme lidt for langt væk fra vores DNA, siger Kristian Olesen.

Frems udviklere har således fundet de gamle sodavandsopskrifter frem fra skuffen og optimeret såvel opskrift som råvarer i Frem-sodavandene, der blandt andet omfatter Abrikos, Blå Sport og Appelsin. Eksempelvis vil der fremover være mere appelsinsaft i sidstnævnte.

Den store udfordring
Samtlige varianter blev relanceret 1. maj i det, som Kristian Olesen betegner et "clean cut". Processen med at optimere opskrift og source nye råvarer har været lang, men nødvendig, forstår man på ham.

- Den her serie kommer til at leve op til virksomhedens DNA. Både i forhold til Abelhardt-familien og til Fuglsang-familien. Og det er helt perfekt, siger Kristian Olesen.

- Er det ikke en udfordring i at kommunikere ud til forbrugerne, at det, der i mange år har været kendt som et discountbrand, nu er et premiumprodukt?

- Jo, det gør der da helt sikkert. Og vi må se, om det kan lade sig gøre. Men vi fik god respons på vores nye etiketter sidste år. Og vi kan mærke på vores undersøgelser, at forbrugeren har rykket sig de senere år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078