Fødevareminister: Fastfood skal være sundere
Fødevareministeren vil have fastfood-kæderne med, når ministeriet om kort tid går i gang med at udvikle en ny restaurationsmærkning, der skal hjælpe forbrugerne med at træffe det sunde valg, når de spiser ude.
Nemt at træffe et sundt valg
- Den danske forbruger skal kunne stikke hånden ned i køledisken i supermarkedet på vej hjem fra arbejde og trække en sund færdigret op, eller tage sund take-away med hjem fra en af butikkerne på vejen. Vi skal nemt kunne træffe et sundt valg, når vi kører tog, bil eller flyver. Og vi skal have muligheden for at vælge det sunde frem for det usunde, uanset om vi er på arbejde, i skole eller besøger idrætshallen. Der sker allerede rigtig meget. Nye koncepter vokser frem, butikkerne får større udvalg af sundere snacks og convinience produkter og danskerne efterspørger det. Den udvikling vil jeg skubbe på, siger fødevareminister Henrik Høegh.
Fast-food-kæderne skal med i udviklingsfasen
Fødevareministeren vil have fastfood-kæderne med, når ministeriet om kort tid går i gang med at udvikle en ny restaurationsmærkning i stil med nøglehullet, der skal hjælpe forbrugerne med at træffe det sunde valg, når de spiser ude.
Ministeren vil også drøfte muligheden for konkrete indsatser, for eksempel hvordan man kan udvikle sundere fastfood koncepter og produkter, der kan nøglehulsmærkes. Ligesom ministeriet vil indsamle og inddrage viden fra andre landes arbejde med fastfood-koncepter.