23948sdkhjf

FoodService Danmark køber gourmetslagteri

Dagrofa-virksomheden vil satse yderligere på den øverste del af markedet
FoodService Danmark, der er en del af dagligvarekoncernen Dagrofa, har opkøbt det succesrige, fynske slagteri Grambogård. Det oplyser Dagrofa i en pressemeddelelse.

- FoodService Danmark tilbyder fødevarer til den danske restaurations- og kantinebranche med særligt fokus på ferskvarer og høj service. Her passer Grambogårds eksklusive kvalitetsniveau og stærke profil perfekt ind i fremtidsplanerne, konstaterer koncernen.

- Vores kunder stiller i stigende grad krav til hele værdikæden – fra opdræt til tallerken – og med Grambogård som ny økologisk specialistproducent bliver FoodService Danmark landets førende leverandør af velfærdskød, siger Christian Jørgensen Storinggaard, administrerende direktør i FoodService Danmark.

FoodService Danmark er i forvejen ene- eller medejer af en række specialistvirksomheder inden for kvalitetsfødevarer, og engrosvirksomheden vil ifølge direktøren i fremtiden satse endnu mere på den øverste del af markedet, hvilket opkøbet af Grambogård er et udtryk for.

- Dagrofa har valgt at satse på de områder, hvor vi kan være bedst i markedet. Inden for foodservice er vi meget stærke på ferskvarer, og med opkøbet af Grambogård styrker vi denne kategori yderligere. Derudover vil det skærpe kødprofilen i de største af vores Meny-butikker, hvor vi oplever en stigende efterspørgsel på produkter af exceptionel kvalitet med fokus på økologi og dyrevelfærd, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa.

- De deler vores passion
Hos Grambogård i Tommerup er der store forventninger til indlemmelsen i Dagrofa-koncernen:

- Vores succes er bygget på en kompromisløs tilgang til dyrevelfærd, slagtemetoder og kødkvalitet. For yderligere at styrke og udvikle dette koncept har vi brug for en stærk partner, der vil det samme som os. Derfor passer vi rigtig godt sammen med FoodService Danmark, som deler vores passion for den unikke spiseoplevelse, siger Grambogård-direktør Alex Lysemose.

Han har tidligere fortalt til Food Supply, at dyrene på Grambogård får lov til at leve sammen med dyr, de kender og passer sammen med, lige indtil slagtetidspunktet, og at det giver en tryghed., som man kan både se, mærke og smage på kødet.

Konceptet har gjort kødet fra Grambogård til et hit blandt gourmeter, og blandt kunderne er nogle af landets mest kendte restauranter, deriblandt Noma og Henne Kirkeby Kro.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079