23948sdkhjf

Stærkt halvårsresultat fra Danish Crown

Danish Crown har netop fremlagt et stærkt halvårsresultat. Virksomheden har dermed bevist, at det seneste års indsats på alle fronter har skabt en øget konkurrencedygtighed.
- Vigtigst er det, at vi på nuværende tidspunkt er konkurrencedygtige, når det handler om afregningen til virksomhedens ejere. Efter et år med DC Future kan vi se, at alle selskaber som minimum leverer de ambitiøse mål, der er sat – og at en del af dem leverer mere end det, og det er meget positivt, siger CEO i Danish Crown Kjeld Johannesen efter at koncernen netop har fremlagt et stærkt halvårsregnskab.

Omsætningen endte på 21,8 mia. kr. og nettoresultatet på 604,4 mio. kr.

Svinekøds- og oksekødsdivisionerne viser deres værd
Overordnet set er omkostningerne i Svinekødsdivisionen reduceret med 30 øre per kilo, og divisionens globale afsætningsstrategi har demonstreret sin værdi.

- Vi har generelt en meget stærk afsætning på markederne, og vores tilgang til de forskellige markeder demonstrerer, at vi kan tilpasse os efter, hvor der er en betydelig merpris, siger Kjeld Johannesen.

Også i Oksekødsdivisionen er der skabt stærke resultater det seneste halvår. Her er omkostningerne ligeledes reduceret betydeligt som følge af især udflagning, og samtidig leverer både datterselskaber og forædlingsaktiviteter i divisionen flotte resultater.

DC Future med et år på bagen
DC Future-planen blev sat i gang i maj 2009 med en løbetid på 18 mdr. for at nå en forbedret indtjening og en styrket konkurrencedygtighed på samlet 1,3 mia. kr. Hertil kommer lettelse af politiske særbyrder for i alt 300 mio. kr.

- Vi kan slå fast, at vi når de overordnede mål med DC Future – sådan som vi har lovet ejerne. Men hvor nogle områder bidrager mere end forventet, så er der andre områder, vi skal arbejde med i en lidt længere periode. Når vi ser på lønomkostningerne, når vi en reduktion på 10% gennem effektiviseringer og besparelser, og her skal vi - efter overenskomstens udfald - finde andre måder at nå de sidste 10%, siger Kjeld Johannesen.

Forædlingselskaberne godt med
Overenskomstresultatet bliver på kort sigt opvejet af stærke resultater i især forædlingsselskaberne, hvor Tulip Ltd. i England igen har leveret et flot resultat.

Samtidig har Tulip Food Company leveret et meget imponerende halvårsregnskab med øget indtjening på næsten alle markeder og en markant positiv effekt af virksomhedens sparetiltag.

- Sammen med rentebesparelserne er de gode resultater fra forædlingsselskaberne med til at sikre, at vi er foran med planen, siger Kjeld Johannesen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112