Forbrugere vælger indkøbssted efter beliggenhed
Beliggenhed er hvad hovedparten af danskerne køber ind efter. Men i fremtiden vil fordelsprogrammer sandsynligvis også komme til at spille en betydningsfuld rolle.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Synovate for Landbrug & Fødevarer.
Mere end hver fjerde vælger indkøbssted efter beliggenhed, og dermed er det den vigtigste faktor. Kun prisen kan få næsten lige så mange til at skifte butik.
Coop investerer milliarder i at forbedre selskabets konkurrenceevne på de punkter.
– Vi har i forvejen et butiksnet, som alle misunder os, men også en stor del af vores kommende investeringer vil blive rettet mod beliggenhed. Vi åbner nye butikker i alle vores kæder i 2010 med særligt fokus på Fakta, hvor det i år alene bliver til 20 nye forretninger. Og så er vores nye conveniencekæde ’C’ åbnet med deres første butik på Falkoner Allé i København, så vi når ud, hvor vores kunder er, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen til FoodCulture.
Fordelsprogrammer på vej
Coop er dagligvarekæden med flest butikker i Danmark, og det giver dem ifølge chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, en stor fordel.
– For dagens forbrugere betyder convenience og tid meget for valget af dagligvarebutik. Kunderne er ikke villige til at køre en omvej for at købe ind, medmindre fordele og besparelser er tilstrækkelig høje. Men jeg tror også, butikkerne i fremtiden bliver nødt til at holde på kunderne på andre måder. F.eks. ved hjælp af fordelsprogrammer, som det Tesco i England allerede har stor succes med, fortæller han til FoodCulture.
Service er til gengæld helt yt.
Ifølge undersøgelsen fra Synovate er det kun 3 procent af kunderne, der vælger butik efter serviceniveau.