Klumme: Skal Nøglehulsmærket være obligatorisk?
Eksperter har talt om at gøre Nøglehulsmærket obligatorisk. Viffos mener, det er en dårlig idé, det bør ske i takt med at virksomheder er parate til udfordringen.
I sidste uge kunne man bl.a. både i dagspressen og på Food Supply læse en ernæringsekspert udtale, at det nye nøglehulsmærke skaber usikkerhed blandt forbrugerne om, hvilke produkter der reelt er sunde.
Usikkerheden skulle opstå, når forbrugeren ser sunde, men ikke nøglehulsmærkede produkter ligge side om side med de nøglehulsmærkede produkter.
For at undgå denne usikkerhed foreslog eksperten, at nøglehulsmærket skulle have været – eller gøres - obligatorisk for alle produkter, der lever op til kriterierne.
Jeg mener, det er en dårlig ide.
Erfaringerne fra etableringen af ”SPIS MÆRKET”, som var en tilsvarende og - rigtig god fødevaremærkningsordning - viste med al tydelighed, hvordan erhvervet med stor dygtighed kan sabotere et godt initiativ, når timingen ikke er i orden eller kravene opleves urimelige.
Kræver nye kompetencer
Udvikling af sundere produkter, der skal leve op til bestemte kriterier, er en proces, der både koster tid og penge og ofte kræver nye kompetencer hos virksomhederne.
Det er derfor vigtigt, at udviklingen sker i takt med at virksomhederne er parate til at tage udfordringen op.
Så er der større sandsynlighed for at de produkter, der kommer på hylderne blive en succes, der stimulerer forbrugerne til at efterspørge flere.
Forbrugere kender mærket
Min opfattelse er, at vi – både som forbrugere og ernæringseksperter – skal være kisteglade over, at der allerede så kort tid efter mærkets ikrafttræden i Danmark ligger mere end 500 nøglehulsmærkede produkter i supermarkederne.
En ny undersøgelse blandt 1.300 forbrugere viser, at over 83 procent af dem, der står for familiens daglige indkøb, kender mærket.
Undersøgelsen viser endvidere, at promoveringen af mærket på kort tid har formået at rykke ved forbrugernes indkøbsvaner. I 2009 var det således kun 10 procent, der ofte købte madvarer med Nøglehullet.
I foråret 2010 var det tal mere end fordoblet, så tæt ved hver fjerde nu køber nøglehulsmærkede varer, når de handler.
Træffe et sundt valg
Mærket gør det altså nemmere at finde de sundere produkter på hylderne, så man som forbruger nemt kan træffe et sundt valg og ”slippe” for selv at tolke den næringsdeklaration, som mange har svært ved at læse og forstå.
Man siger ofte at forbrugerne siger en ting og gør noget andet.
Men i dette tilfælde er der god overensstemmelse mellem det forhold, at mange forbrugere længe har efterspurgt en fyldestgørende og enkel mærkning. Og at de faktisk bruger den.
Det samme gælder producenterne.
Jeg er enig i, at der stadig ligger mange produkter ude i butikkerne, som ikke er mærkede.
Mange produkter vil nemt kunne opnå mærket – mens andre bestemt har en længere proces foran sig.
Kilde: Klumme af Gitte Gross, Centerleder, VIFFOS.