Så er der tobis for millioner
Nu forhøjer EU-Kommissionen kvoten for tobis med 60 procent. Det vil sikre fiskerne indtægter på omkring 200 millioner kroner.
Det svarer til en forøgelse på ca. 60 procent.
Vellykket dansk indsats
Fødevareminister Henrik Høegh hilser kommissionens beslutning velkommen.
- De meldinger om en meget stor tobisbestand, som fiskere og de danske biologer er kommet med afspejles nu i den endelige kvotefastsættelse, og den danske indsats har dermed båret frugt. Efter den omfattende usikkerhed, der har været forbundet med kvotefastsættelsen i år, ligner det nu en rigtig god afslutning på tobissæson i 2010, siger fødevareminister Henrik Høegh.
Kan fortsætte fiskeri
Forhøjelsen betyder, at fiskerne nu kan fortsætte fiskeriet - og at de fiskere, som allerede har opbrugt deres hidtidige kvote straks kan genoptage fiskeriet.
Videnskabelige analyser af danske fangster i perioden 1. april – 12. maj har vist, at der er langt flere tobis i havet end først beregnet.
Det er på det grundlag, at EU-Kommissionen har taget sin beslutning.
Tobis til mel
Tobis er en kortlivet art, hvorfor størrelsen af bestanden kan svinge meget fra år til år.
Den endelige kvote kan derfor først fastlægges et stykke tid inde i fangstsæsonen på baggrund af resultaterne fra et moniteringsfiskeri, der giver et billede af bestandens størrelse.
Tobis udgør hjørnestenen i industrifiskeriet og hører til blandt de arter, som har størst økonomisk betydning for dansk fiskeri. Tobis anvendes hovedsageligt til fiskemel og -olie.