Øllingegaard Mejeri klager over fødevarekontrol
Mejeriet føler sig dårlig behandlet af Fødevareregion Øst og klager nu til fødevareministeren.
- Vi vil klage over den behandling, som vi har fået fra Fødevareregion Øst. Der er efter vores opfattelse tale om et hav af fejl i rapporten, siger advokat Knud Foldschack, der er bestyrelsesformand for den fond, der ejer det lille sjællandske mejeri.
Det skriver TV2 Lorry.
Karakter af chikane
Uenigheden med Fødevarestyrelsens konklusioner vedrørende mangel på rengøring har resulteret i, at mejeriet er blevet politianmeldt.
Men politianmeldelsen af Øllingegaard har intet med bakterier og mangel på rengøring at gøre.
Det handler om, at Øllingegaard Mejeri har erklæret sig uenige i rapporten fra Fødevarestyrelsen, hvilket betyder en automatisk politianmeldelse.
- Mejeriet er rent og fødevarestyrelsens kontrol har karakter af chikane, skriver Maria Pagels på mejeriets hjemmeside.
Dementerer artikel
BT har også måttet dementere, at der skulle være noget galt med mejeriets produkter.
Det sker efter en artikel om skadelige bakterier i Øllingegaards produkter blev bragt i avisen i lørdags.
- Det har intet på sig, udtaler dyrlæge Lars Balslev, tidligere chef for tilsynsafdelingen i Skovlunde.
Han har gennemgået mejeriet og bekræfter, at alt er helt i orden.
Knud Foldschack har nu bedt Fødevarestyrelsen om straks at besøge mejeriet, således at misforståelserne kan rettes.