23948sdkhjf

Nyt syn på vitaminers betydning

Vitaminer har måske langt større betydning for vores generelle sundhed end hidtil antaget. Det kom frem på den første internationale vitaminkonference.
Vitaminer har ikke kun betydning for at undgå mangelsygdomme.

De har også indflydelse på vores generelle sundhed.

Det viser den seneste vitaminforskning, som blev præsenteret på den første internationale vitaminkonference, som DTU Fødevareinstituttet var hovedarrangør af.

Vitaminer blev oprindelig opdaget ved, at folk, der fik for lidt vitaminer, fik mangelsygdomme. K-vitamin påvirker eksempelvis blodets evne til at størkne, mangel på C-vitamin kan give skørbug, og mangel på D-vitamin hos børn kan resultere i engelsk syge.

Verdens førende vitaminforskere
Men den nyeste forskning afslører, at vitaminer måske har en langt større betydning for vores generelle sundhed, end vi hidtil har antaget. Det stod klart, da en række af verdens førende vitaminforskere var samlet i København til den første internationale vitaminkonference.

- Fokus i vitaminforskningen er ved at skifte fra de livstruende mangelsygdomme over til, at vitaminerne også har indvirkning på mange af kroppens funktioner, fortæller seniorforsker Jette Jakobsen fra DTU Fødevareinstituttet, som var primus motor for konferencen.

Indflydelse på immunforsvar
På konferencen blev nye hollandske studier for eksempel præsenteret, som peger på, at K-vitamin ikke kun har betydning for blodets evne til at størkne, men også har indflydelse på risikoen for forkalkning af blodårer, på knogler og regulering af celledeling.

Helt nye danske undersøgelser tyder desuden på, at D-vitamin har indflydelse på kroppens immunforsvar.

Også hvad angår C-vitamin, viser nye forskningsresultater, at vitaminet tilsyneladende påvirker kroppen på andre måder end hidtil antaget. Danske dyreforsøg peger for eksempel på, at lavt C-vitaminindhold i nyfødtes blod kan påvirke udviklingen af hjernen.

Indholdet i vores fødevarer
- De nye forskningsresultater viser, at vitaminforskningens fokus har flyttet sig. Men det er vigtigt at slå fast, at de nye resultater endnu ikke giver tilstrækkelig dokumentation til at rykke ved eksisterende anbefalinger om dagligt indtag af de forskellige vitaminer for forskellige befolkningsgrupper, understreger Jette Jakobsen.

Den første internationale vitaminkonference blev holdt i København den 19.- 21. maj med 183 deltagere fra 32 lande.

Konferencen dækkede alle aspekter ved de 13 vitaminer, lige fra indholdet i vores fødevarer, indtaget gennem kosten og til virkningen på vores sundhed.

Det er planen at holde den anden internationale vitaminkonference om to år - igen med København som værtsby.
Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084