23948sdkhjf

Thisted-brygmester pønser altid på en ny øl

Globale øltrends bliver fulgt på Thisted Bryghus, og ideer til nye øl fylder brygmesterens hoved. Det er dog ikke hvad som helst, der får lov at nå forbrugerne.
Henrik Sørensen, der er brygmester i Thisted Bryghus, har været i bryggeribranchen i 30 år.

Det er blevet til en del opskrifter på nye øl og sodavand, og han får stadig nye ideer til øl.

- Jeg får en idé, til hvordan en øl kan skrues sammen, prøver mig lidt frem og forsøger lidt forskellige blandingsforhold– og så skal jeg selvfølgelig ikke være den eneste, der kan lide den, forklarer brygmester Henrik Sørensen.

Personligt kan han ikke lide weissbier og heller ikke de nye, lette øltyper med limesmag, som Tuborg ellers har stor succes med at sælge.

Brown Ale i første forsøg
En ny øl kan udover eksperimenter og ideer, også opstå ud fra en bunden opgave. Thisted Bryghus har for nylig lanceret en ny ølserie i små flasker med nydesignede etiketter. Det er en lidt mere eksklusiv serie, som sælges i 18 styks kartoner, der kan fylde hylderne i detailkæderne lidt alternativt.

Serien manglede en Brown Ale, så den måtte Henrik Sørensen udvikle.

- Man får jo noget erfaring som brygger, så med Brown Ale, sad opskriften der faktisk i første forsøg, siger Henrik Sørensen.


Inspiration fra trends
Kollegaerne i branchen er vigtige sparringspartnere, og den årlige ølfestival i København er en god anledning til at smage hinandens øl og finde inspiration.

- Vi er ikke konkurrenter men kollegaer, siger Henrik Sørensen og forklarer, at han godt kan spørge andre brygmestre til råds og låne gærtyper til eksperimenter.

Henrik Sørensen lægger heller ikke skjul på, at man som brygmester bliver inspireret af andre bryggerier og på hans kontor, står der også lidt forskellige øl fra andre bryggerier.

- Det er klart, man bliver inspireret af hinandens trends, og vi har da haft flere forskellige ideer oppe at vende, siger Henrik Sørensen.

Eksempelvis er cider-trenden ikke gået forbi Thisted, men det er ikke aktuelt for bryghuset at starte en ciderproduktion.


Smagepanel siger god
I Thisted Bryghus mener man, at det ikke er nødvendigt med ølnyheder hvert år. Så Henrik Sørensen har ikke en ny øl på trapperne.

På trods af det så pønser brygmesteren altid på noget.

- Jeg er altid i gang med noget. Det er jo sjovt at lege med forskellige eksperimenter, selvom der ikke er noget konkret på vej, forklarer han.

En ny øl eller sodavand bliver prøvesmagt i bryghuset, og er der tilpas mange, der kan sige god for den, kommer den muligvis i produktion.

Konservative forbrugere
Det er dog ikke hvad som helst, der får lov at nå forbrugerne, der er ret konservative i deres indkøb.

Eksempelvis udgør Thy Pilsner og Thy Classic sammen med de økologiske varianter over 70 procent af det solgte øl fra Thisted Bryghus.

- Det sjove skal selvfølgelig også kunne sælges, så selvom en øl falder i god smag på en ølfestival eller blandt ølentusiaster, så betyder det ikke, at den ender i handlen, forklarer Henrik Sørensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062