23948sdkhjf

Nordjylland håber på madeksperimentarium

12 forskellige aktører indenfor fødevareerhverv håber, at MadX – Fødevareministeriets nye nationale center for udvikling og nytænkning af mad og måltider – placeres i Aalborg.
12 nordjyske aktører inden for den nordjyske fødevaresektor lægger billet ind på at huse MaDX – Fødevareministeriets kommende madeksperimentarium.

Et udvalg under Fødevareministeriet har arbejdet med en strategi for eksperimentariet, der i bred forstand skal stå for udvikling og nytænkning inden for dansk madkunst.

- Vi kan uden videre imødekomme de ønsker, der er for at få MadX i Aalborg. Vi har i forvejen en række netværk, der netop arbejder sammen ud fra tanken om at give forbrugerne de bedste og sundeste fødevarer, siger projektleder Tonny Skovsted Thorup.

Positive følger for regionen
Ca. 39.000 personer er beskæftiget inden for fødevareerhvervet i Nordjylland, hvilket svarer til 20 procent af den private beskæftigelse i regionen.

Derfor er Nordjylland også godt med, når det kommer til uddannelse, hvad enten det gælder tjeneren, kokken, universitetsforskeren, landmanden eller fiskeren.

- Det er en politisk beslutning, hvor MadX placeres i Danmark. Men kommer det til Aalborg, får det helt sikkert positive følger for regionen. Men jeg vil gerne understrege, at det er et internationalt center, hvorfor vi kommer til at samarbejde med alle, der arbejder med samme målsætning nemlig at sikre forbrugerne de bedste og sundeste fødevare, siger lektor Anna Marie Fisker, Center for Food Science, Design og Experience.

Kan hurtigt gå i gang
Ren fysisk peger ansøgerne fra Aalborg på, at MaDX kunne placeres på Food College Nordjylland, Nordkraft eller Aalborg Universitet, selv om der også kan være andre muligheder for aktiviteter i relation til MadX. Blandt andet Nordsøcenteret og Skaldyrscenteret på Mors.

- De nævnte steder har faciliteterne og kan hurtigt gå i gang. Dertil kommer, at Aalborg har den fordel, at man med en central placeret lufthavn med mange daglige forbindelser er yderst tilgængelig, hvilket er meget fordelagtigt, da MadX også skal være en international aktør, siger Tonny Skovsted Thorup.

Bag ansøgning står: Aalborg Universitet, Region Nordjylland, Food College Aalborg, Erhvervsafdelingen Aalborg Kommune, SpisNord, VisitNordjylland, University College Nordjylland, KKR-Nordjylland (regionens 11 kommuner) Utzon Center, ApEx – Center for Anvendt Oplevelsesøkonomi, ExCITe – Danmarks største forskergruppe inden for oplevelsesøkonomi samt NordDanmarks EU-kontor.

Afgørelsen om placeringen af MadX falder muligvis i dag.
Læs mere om: MadX
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062