23948sdkhjf

Strejke ender i Arbejdsretten

Ansatte på emballagefabrikken Smurfit Kappa har genoptaget arbejdet efter tre dages strejke. Bortvisningen af deres tillidsrepræsentant ender i Arbejdsretten.
Knap 30 medarbejdere på emballagefabrikken Smurfit Kappa i Vamdrup har genoptaget arbejdet efter tre dages strejke.

Det er sket på kraftig opfordring fra 3F, som til gengæld vil arbejde for at få deres tillidsrepræsentant, Bent Hougaard, genansat.

- Bortvisningen er indbragt for Arbejdsretten, fordi vi mener, der er tale om overenskomstbrud. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at sagen behandles hurtigst muligt, siger forhandlingssekretær Peter Andersen fra 3F's Industrigruppe.

Nægtede overarbejde
Bent Hougaard, blev bortvist i mandag morgen, fordi han havde sagt nej til at arbejde over lørdagen forinden, oplyser 3F. Hans begrundelse var, at han allerede var oppe på 50 arbejdstimer den uge, og at han desuden havde fået ondt i knæ og fødder.

Ifølge overenskomsten skal der være "tvingende årsager", hvis man vil bortvise eller afskedige en tillidsrepræsentant.

Men 3F mener, at Bent Hougaard var i sin gode ret til at sige nej, og at det reelt handler om, at ledelsen vil af med ham.

Afgørelse er op til Arbejdsretten
Striden blev onsdag behandlet på et fællesmøde, uden at det rykkede noget. Så nu tyder alt på, at afgørelsen er op til Arbejdsretten.

Smurfit Kappa har fået mulighed for at kommentere sagen, men har ikke reageret på henvendelsen fra 3F.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078