Fødevarevirksomheder er optimistiske
Store danske fødevarevirksomheder, der omsætter for mere end 200 milliarder kroner og beskæftiger 40.000 medarbejdere, tror på bedre tider, viser ny undersøgelse.
Chefkonsulent Klaus Jørgensen fra Landbrug & Fødevarer siger, at mad og drikke langt fra er lige så konjunkturfølsomt som salget af fladskærme, tøj og biler.
- Men da den økonomiske krise var på sit højeste, gik salget af fødevarer også tilbage herhjemme. Men nu er tiderne igen ved at blive lidt bedre, hvorfor et klart flertal af virksomhederne venter en positiv udvikling i produktion og salg på både kort og lagt sigt, siger Klaus Jørgensen til Business.dk.
Flere vil ansætte
Der er tilmed også færre virksomheder end før, som venter en negativ udvikling, og det er især når det gælder salget i andre lande, at der ses lysere på fremtiden end før.
Fortsat er der 22 procent af de adspurgte virksomheder, som har brug for at fyre folk og spare på omkostningerne.
Det er dog færre end i maj, da undersøgelsen sidst blev udarbejdet. Der er også en lille stigning i de virksomheder, der har planer om at ansatte ekstra personale, skriver Business.