Grønttorvets formand trækker sig med øjeblikkelig virkning
Mogens Illum Hansen ønsker ikke at skabe tvivl om Grønttorvets værdigrundlag og trækker sig derfor som formand for bestyrelsen.
Formanden afviste i programmet, at hans virksomhed på nogen måder forsøger at unddrage sig betaling af moms, skat og afgifter.
Med øjeblikkelig virkning
Men for ikke at skade Grønttorvets omdømme og skabe tvivl om torvets værdigrundlag trækker Mogens Illum Hansen sig som formand for bestyrelsen med øjeblikkelig virkning og afløses af Jørgen Mortensen, der hidtil har været næstformand. Som ny næstformand er valgt Mette Klarskov.
Grønttorvets ledelse og bestyrelse understreger, at man fortsat tager kraftigt afstand fra enhver form for ”sort økonomi", der skaber unfair konkurrence mellem virksomhederne på Grønttorvet og strider mod landets lovgivning.
Grønttorvet bakker fuldt og helt op om den kontrolindsats, som Skat udøver over for torvets virksomheder.
Skatteminister til møde
På basis af Operation X programmet opfordrer Grønttorvets bestyrelse og ledelse de mere end 100 virksomheder på torvet til at gennemgå især faktureringsprocedurerne for kontanthandel i cash & carry med henblik på at styrke disse yderligere, hvis det kræves.
Bestyrelsen har desuden besluttet at invitere skatteminister Troels Lund Poulsen til et møde på Grønttorvet for at afkræfte misopfattelsen af, at Grønttorvet domineres af ”lovløse tilstande”, og drøfte initiativer der kan bekæmpe ”sort økonomi”.
- Medlemmer og lejere på torvet driver seriøse virksomheder, der tilsammen omsætter for over 4 mia. kr., og det er Grønttorvets klare politik, at virksomhederne på torvet skal leve op til torvets ordensreglement, herunder at følge dansk lovgivning, lyder det fra Grønttorvet København A/S.