23948sdkhjf

Konkursramte Dan-Palletiser overlever

Palleterings-eksperten er overtaget af Bila på Mors
Automatiseringsvirksomheden Bila på Mors har overtaget samtlige aktiviteter i vestsjællandske Dan-Palletiser, der for nylig gik konkurs, blandt andet på grund af tab på en stor ordre.

Dan-Palletiser er specialister inden for palleteringsanlæg til blandt andet fødevareindustrien i hele verden og har store virksomheder som Kellogg's, C&D Foods og Friesland Campina på kundelisten. På verdensplan har virksomheden leveret op mod 1.200 anlæg.

- Det er vores vurdering, at Dan-Palletisers produkter supplerer vores egne palleteringsløsninger rigtig godt. Hvor vores robotbaserede palleteringsløsninger som regel egner sig bedst til større emner, er Dan-Palletisers lagpalleteringsløsninger målrettet mindre emner til brug i eksempelvis fødevareindustrien. Vi står derfor fremadrettet med et komplet og meget stærkt palleteringsprogram klar til international vækst, siger Bila-direktør Jan Bisgaard Sørensen i forbindelse med opkøbet.

Uændret navn
Trods det nye ejerskab kommer Dan-Palletiser til at køre selvstændigt videre under sit gamle navn.

- Dan-Palletiser har et stærkt brand også på det globale marked, hvor de gennem adskillige år har været et flagskib inden for palleteringsbranchen. Derfor ser vi et stort potentiale i forhold til at styrke vores eksisterende palleteringsforretning og vokse internationalt. Samtidigt styrker vi også vores service-forretning på Sjælland, da Dan-Palletiser både har værksted og serviceafdeling, siger Jan Bisgaard Sørensen.

Dan-Palletiser, der har rødder tilbage til 1976, blev 27. juni erklæret konkurs af Skifteretten i Næstved. Ikke mindst derfor skaber aftalen med Bila glæde i virksomheden:

– Vi er naturligvis utroligt glade og taknemmelige for at kunne fortsætte - endda under samme navn. Bila er det perfekte match for os, og vi ser en lang række synergier på tværs af de to virksomheder. Nu ser vi frem til hurtigst muligt at blive en integreret del af Bila-koncernen, og jeg er sikker på, at det kommer til at give os alle sammen et løft, lyder reaktionen fra COO Simon R. Sørensen fra Dan-Palletiser.

Med overtagelsen, der har virkning fra 10. juli 2017, kommer Dan-Palletiser til at gennemgå en effektiviseringsproces, så virksomheden igen kan blive en sund og stærk forretning:

– Det betyder desværre, at vi må sige farvel til nogle af vores nuværende medarbejdere. Vi skal dog huske, at alternativet var en fuldstændig lukning af virksomheden. Derfor er det positivt, at godt 50 af vores medarbejdere nu kan beholde deres job. Derudover har vi en klar målsætning om på sigt igen at øge antallet af arbejdspladser her i Vemmelev, fortæller Simon R. Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078