Nyt MadExperimentarium i Danmark
Men hvor skal det ligge? Fødevareministeren lægger nu op til at interesserede kan komme med forslag til placering indtil 29. oktober 2010.
Fødevareministeriet har allerede modtaget en række bud på placeringen, men lægger nu op til en mere formaliseret tilgang. Interesserede aktører kan komme med forslag frem til den 29. oktober.
- Der har været en overvældende interesse fra alle ender af landet for at huse Danmarks kommende eksperimentarium for fødevarer, mad og måltider, og ministeriet har løbende modtaget uopfordrede ansøgninger og forslag til gode placeringer og samarbejdspartere. For at sikre alle lige muligheder for at huse et dansk MadX, inviterer ministeriet, interesserede til at sende en ansøgning, siger Henrik Høegh.
Placering i nærheden af stærkt fødevarefagligt miljø
Det er fødevareministerens ønske, at MadX skal placeres et sted, hvor der i forvejen eksisterer et stærkt fødevarefagligt miljø med tilknytning til relevante uddannelsesinstitutioner, nærhed til et gastronomisk miljø, et finansieringsmæssigt rentabelt grundlag, og hvor der er en stærk lokal og regional opbakning.
For i den nærmeste fremtid at kunne træffe den rigtige beslutning om placeringen, har ministeriet besluttet at sætte en deadline for henvendelser, 29. oktober 2010. Efter deadline vil det indsendte materiale blive vurderet, og beslutningen om MadX kommende placering truffet.