23948sdkhjf

1.500 spegepølser fik grøn destruktionsfarve

12 hele dyr i et kølerum, 2 tons kød i forskellige udskæringer og 1500 spegepølser mødte Fødevarekontrollens Rejsehold, der fandt et uautoriseret slagteri i Ulfborg.
En fuldt udstyret ulovlig slagtevirksomhed til opskæring og røgning af vildt mødte Fødevarekontrollens Rejsehold, da det 12. oktober var på kontrolbesøg i Ulfborg.

Udover 12 hele dyr, som hang i et kølerum, fandt rejseholdet i virksomhedens øvrige lokaler knap 2 tons kød i form af udskårne stege, røgede dyrekøller, skiveskårede røgvarer og 1.500 spegepølser.

Grøn destruktionsfarve på pølserne
Under kontrollen blev det konstateret, at jægere mod betaling kunne aflevere vildt og få det pelset, parteret og forarbejdet til eksempelvis spegepølser eller pålæg.

Da lokalerne, som var indrettet med professionelle maskiner og beklædt med fliser på vægge og gulv, ikke er autoriseret, har virksomheden ikke været underlagt kontrol af Fødevarestyrelsen.

De fremstillede fødevarer anses derfor som uegnede til menneskeføde, hvorfor rejseholdet på stedet overhældte spegepølserne og de øvrige varer med grøn destruktionsfarve og påbød virksomheden at destruere dem.

Bøder på vej
Udover, at fødevarerne var fremstillet i uautoriserede lokaler, var de ikke deklareret korrekt i henhold til fødevarelovgivningen. Spegepølsernes tarm var mærket med en tegning af en kronhjort i en oval cirkel samt teksten ”Hjorte Spegepølse,” men der var ikke angivet en sidste holdbarhedsdato.

Desuden var der ingen deklaration for indholdet, hvilket blandt andet er problematisk, fordi spegepølserne indeholder nitrit, som er underlagt specifikke krav om grænseværdier.

Indehaveren af virksomheden vil nu modtage bøder for manglende autorisation, manglende egenkontrol samt for på ukorrekt vis at have bortskaffet noget af slagteaffaldet ved at sende det til dagrenovation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079