23948sdkhjf

Coop efterlyser fødevareproducenter

Coop Crowdfunding har fundet 10 millioner kroner til investeringer.

- Det bliver et nej herfra.

Den besked har mange små og mellemstore fødevarevirksomheder formentlig oplevet, efter et besøg i banken for at skaffe kapital til investeringer i produktionen.

Men en ny platform, der forbinder forbrugere og fødevarevirksomheder, har på få måneder sikret fødevarevirksomheder adgang til adskillige millioner kroner hos velvillige forbrugere, som gerne låner deres sparepenge ud til virksomhederne.

Coop Crowdfunding fungerer ved, at en fødevarevirksomhed slår en ansøgning om et lån på op til fem millioner kroner op på onlineplatformen med angivelse af løbetid og renter. Forbrugerne kan så give tilsagn om et lån fra 1.000 kroner og opefter. Lånet afdrages løbende en gang om måneden.

Det første projekt til Fejø Frugt blev fuldtegnet på blot otte dage, hvor 157 danskere var med til at rejse 660.000 kroner til en ny økologisk æbleplantage. Senere har frugtproducenten finansieret to nye ULO-kølerum, og Thise Mejeri har netop fået tilsagn på to millioner kroner fra godt 350 medlemmer til produktion af græsmælk.

10 millioner sikret

I alt har Coop Crowdfunding finansieret projekter siden starten i april.

- Siden april er der rejst kapital for 10 millioner kroner via låne-crowdfunding og knap en million kroner ved belønnings-crowdfunding. Det svarer til, at alle vores låneprojekter er blevet fuldt finansieret og omkring halvdelen af belønningsprojekterne. Det er langt over vores forventninger, og vi har nu besluttet at fortsætte efter vores pilotperiode, som løber frem til nytår, siger Charlotte Skovgaard, projektdirektør i Coop Danmark og ansvarlig for Coop Crowdfunding.

Faktisk er crowdfunding-projektet gået så godt, at Coop mangler fødevareproducenter, der har behov for lånekapital.

- Lige nu står vi med masser af forbrugere, der gerne vil investere deres sparepenge i gode fødevareprojekter. Det behøver ikke være helt nystartede virksomheder. Faktisk er etablerede fødevareproducenter, der gerne vil udvide produktionen eller bevæge sig ind på nye markeder, de mest oplagte. Det er også lettere for dem at få en kreditvurdering, siger Charlotte Skovgaard.

Minder om en tur i banken

Coop-direktøren fortæller, at låneprocessen på mange måder minder om en tur i banken. Man skal ansøge og kreditvurderes, før man bliver godkendt.

Forskellen er, at man med crowdfunding får en særlig adgang til forbrugerne, som man ikke får i banken.

- Vores lån er konkurrencedygtige samtidig med, at du har mulighed for at få opmærksomhed og loyalitet hos forbrugere. Det har været en bekymring blandt flere fødevareproducenter, om de skal bruge timevis på dialog med kunderne i forbindelse med låneprojekterne, men det viser sig ikke at være et problem overhovedet, siger Charlotte Skovgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063