23948sdkhjf

Schulstad gafler 92 nye trucks

Skal håndtere 300 forskellige slags brød

Der står kasser med brød, så langt øjet rækker: Krydderboller, sandwichbrød, mørkt rugbrød, groft rugbrød, solsikkerugbrød, økologisk ølmaltrugbrød....

Ja, Danmarks store brødleverandør Schulstad Lantmännen har mere end 300 forskellige brødprodukter, som købmænd og supermarkeder i hele landet kan bestille. Alle disse produkter bliver hver aften samlet på den store terminal i Vejle og gjort klar til transport ud til købmænd og supermarkeder på Fyn og Jylland.

- De mange forskellige brød kommer ind fra vores fabrikker i Pandrup, Horsens og Avedøre, forklarer logistikchef Niels Holm, mens han viser rundt på terminalen.

- Brødene kommer i kasser og stilles op på bestemte arealer på det store lager. Når plukke-medarbejderne møder sent om aftenen, kan de gå i gang med at samle brød ind til de forskellige butikker.

- Der er en plukkeseddel til hver eneste butik. De får det bestilte antal brød, som kommer med en af vores biler til den aftalte tid i morgen tidlig.

- Vi havde overvejet at indrette et fuldautomatisk lager, men de løsninger vi så på, kunne ikke svare sig. Det ville gå ud over vores fleksibilitet. Det er vigtigt, at vi kan omstille os efter kundernes behov. Den løsning, vi har valgt, er måske lavpraktisk med mennesker, som går og plukker om aftenen og natten; men løsningen er til gengæld fleksibel. Vi kan gøre præcis det, som kunderne ønsker - forudsat at de vil betale for det, selvfølgelig.

- Senest har vi fået en forespørgsel fra en kunde, om vi ikke kan tage flødeboller med til nogle udvalgte butikker, når vi alligevel skal ud til dem med brød. Det kan vi selvfølgelig godt finde ud af.

Flødeboller? Kræver det ikke, at man er ekstra forsigtig?

- Jo, Flødeboller kræver en speciel håndtering. De må ikke stødes; men brød skal der også passes på. Det skal håndteres korrekt og forsigtigt - både når vi pakker bilerne, og når vi kører ud med det. Så det kan sagtens lade sig gøre.

Har egne biler
Hver lastbil har cirka 30 kunder, som der skal køres ud til om natten og tidligt om morgenen. De fleste butikker vil gerne have deres brød inden klokken syv om morgenen. Derfor kører vi ud fra terminalen allerede lige efter midnat..

Schulstad har valgt at have egne biler og chauffører for at sikre en høj kvalitet i distributionen, og i dag er Schulstad blevet en af de mest effektive distributører i Danmark med en høj leveringssikkerhed.

- Vi har et benchmark over for vores kunder, som går ud på, at 98 procent af alle leverancerne skal være til aftalt tid. Vi ligger på 97-99 procent alt efter hvilken dag på ugen, der er tale om.

- Vi har et ruteplanlægningssystem, som chaufføren får adgang til via sin mobiltelefon. Her får han alle de oplysninger, han skal bruge som for eksempel tid og sted til leverancerne, hvordan han kommer ind i butikken osv. Han kan også registrere sine leverancer i systemet undervejs, fortæller Niels Holm.

Elektriske trucks
I dag bruger alle medarbejdere på terminalerne og chaufførerne elektriske trucks. Det handler om at sikre, at medarbejderne ikke bliver nedslidte og får arbejdsskader.

Schulstad har netop fornyet sin flåde af gaffeltrucks og fået 92 nye gaffeltrucks leveret til sit distributionscenter i Vejle. Der er tale om trucks, der alle er udstyret med den nye litium-ion batteri-teknologi.

Af de 92 maskiner skal de 57 bruges inde på lageret, mens 35 skal til chaufførerne på lastbilerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078