23948sdkhjf

Fødevarestyrelsen skal tvangslukke madfuskere

Det bliver nu muligt for Fødevarestyrelsen at give beskidte restauranter og madbutikker karantæne.
Fremover risikerer pizzeriaer, restauranter og kiosker at blive tvangslukket i op til seks måneder. Det sker, hvis de gentagne gange får sanktioner for dårlig hygiejne og sundhedsskadelige fødevarer.

Det skriver Jyllands-Posten.

Et enigt flertal i Folketinget er enige om, at Fødevarestyrelsen skal have mulighed for at tage indtjeningen fra de restauranter og madbutikker, der ikke lader sig påvirke af bøder, påtaler og politianmeldelser.

Ordningen fungerer med succes i Norge.

- Nok er nok. Jeg kan ikke leve med, at der er virksomheder, som blæser på vores lovgivning og udsætter danskerne for fare. Derfor er jeg tilfreds med, at vi får indført den norske ordning, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Han forventer, at alene udsigten til at blive tvangslukket i et halvt år eller få frataget muligheden for at etablere en ny fødevarevirksomhed vil have en afskrækkende effekt.

Fødevareordfører Simon Kollerup (S) er glad for, at de brodne kar nu bliver "slået tilbage på banen".

- Der er nogle hårdkogte typer inden for fødevarebranchen, som ikke forstår det sanktionssystem, vi har. Derfor er det vigtigt, at Fødevarestyrelsen får tungere værktøjer i værktøjskassen.

I Fødevarestyrelsens smileydatabase ligger der kontrolrapporter for de godt 58.000 fødevarevirksomheder, som styrelsen fører kontrol med.

Heraf er der 268 virksomheder, som betegnes som brodne kar.

Definitionen på et broddent kar er, når en butik har fået sanktioner ved tre af de seneste fire kontrolbesøg.

Jyllands-Posten har tidligere omtalt en butik i København, der på fire år fik 42 sure smileyer.

Chefen for Fødevarestyrelsens rejsehold, Michael Rosenmark, erkender, at myndighederne har været tæt på magtesløse over for de værste syndere.

- Dette står øverst på min ønskeliste til jul. At vi kan lukke deres virksomhed og tage den daglige omsætning fra dem vil få stor betydning, for så bliver det en dårlig forretning ikke at følge reglerne, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094