23948sdkhjf

Klumme: Hygiejnisk design, biofilm og kvalitetsmæssige udfordringer

Hygiejnisk design, biofilm og vigende produktkvalitet hænger uløseligt sammen. Er udstyret ikke konstrueret efter de gode principper for hygiejnisk design, vil rengøringen besværliggøres og give grobund for biofilm.
Af konsulent Annette Baltzer Larsen, FORCE Technology

Kommer der biofilm vil denne frigive mikroorganismer, som på denne måde kontaminerer fødevaren og giver kvalitetsmæssige udfordringer for producenten.

Udstyr, med et godt hygiejnisk design, er nemmere både at gøre rent og at holde rent. Et udstyr, der er konstrueret efter principperne for hygiejnisk design har således en væsentlig mindre risiko for at kontaminere produktet med mikroorganismer, fremmedlegemer, kemiske stoffer eller korrosionsprodukter.

Hygiejnisk design giver længere levetid
Godt hygiejnisk design er derfor en helhedsløsning for virksomheden. En løsning der ofte bliver billigere i sidste ende, og som sikrer, at udstyret har en kortere rengøringstid og dermed flere produktionstimer pr. døgn. Der er ofte færre driftsstop og lavere vedligeholdelsesudgifter, sammenlignet med udstyr med samme funktion, hvor hygiejnisk design ikke er anvendt. Et udstyr med godt hygiejnisk design vil ofte have en længere levetid pga. væsentlig mindre korrosion. Når virksomheden skal investere i nyt udstyr, bør alle disse punkter medtages ved vurdering af, hvilket udstyr, der er mest hensigtsmæssigt. Der bør derfor ses på ”total cost of ownership” ved indkøb af nyt udstyr.

Der vil altid ske en opbygning af biofilm under en produktion. Virksomhedens vigtigste opgave er at stoppe produktionen og foretage en tilstrækkelig rengøring, inden kontamineringen af mikroorganismer til produktet bliver så kraftig, at der sker en produktforringende skade eller giver levnedsmidlet fødevaresikkerhedsmæssige problemer.

Sammenlign udstyret i indkøbsfasen
En tilstrækkelig rengøring er nemmere at foretage på et udstyr, hvor det hygiejniske design er i orden. Men hvordan kan virksomheden så gennemskue, om det hygiejniske design er i orden?
I Stålcentrum-regi er et evalueringsskema til evaluering af det hygiejniske design under udarbejdelse. Evalueringsskemaet er primært tiltænkt eksisterende udstyr, men vil også kunne anvendes til sammenligning af udstyr i indkøbsfasen og til udstyrskonstruktører i udviklingsfasen.

SonoSteam dræber mikroorganismerne
Et nyt rengøringskoncept, hvor der anvendes damp og ultralyd er under udvikling hos FORCE Technology. Konceptet går under navnet SonoSteam.

Når avanceret og kompliceret udstyr konstrueres, må der ofte foretages visse kompromisser. Derfor kan det ske, at udstyr bliver konstrueret - vel vidende, at det hygiejniske design ikke er helt perfekt. En optimeret rengøring er her alfa omega. Målet med den nye teknologi er at kunne rengøre hurtigt og effektivt uden brug af kemi. Det betyder at man kan anvende teknologien under produktionen og dermed reducere de løbende udgifter. Metoden er miljørigtig, da der ikke anvendes kemikalier.

SonoSteam er en termisk ultralydsbehandling, hvor dampen dræber mikroorganismer, og ultralyden katalyserer og optimerer processen. En hurtig og effektiv varmeoverførsel giver en høj temperatur på overfladen og dermed også en høj temperatur ved de mikroorganismer, der skal bekæmpes. Processen forløber over få sekunder, hvilket betyder, at hele udstyret ikke opvarmes, og kort tid efter behandlingen har udstyret samme temperatur som før. Dette er grunden til, at SonoSteam også kan behandle ferske fødevarer uden at skade dem.

Tilmelding til følgegruppen
For at sikre, at industriens behov er kendte, og at de løsninger, der giver størst gevinst for industrien vælges, oprettes en følgegruppe, der medvirker i udviklingsprocessen af SonoSteam applikationen til rengøringsprocedurer. FORCE Technology opfordrer de virksomheder, der har interesse i denne teknologi til at melde sig til følgegruppen. Dette kan ske til: abl@force.dk .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109