Sådan kan havet bidrage
Hos DTU Fødevareinstituttet i Lyngby har forskerne tre fokusområder, når det kommer til at udnytte de fødevaremuligheder, der ligger i havet:
Bedre udnyttelse af fisk
Kun omkring halvdelen af en konsumfisk bliver til fiskefileter - resten smides ud eller bruges til eksempelvis dyrefoder. 42-44 millioner ton uudnyttet materiale kan potentielt udnyttes til eksempelvis fiskeolie- og proteinproduktion. Efterspørgslen på fiskeolie er stigende - dels til kosttilskud og fødevarer dels til akvakulturindustrien. Det forventes, at behovet for rå fiskeolie til kosttilskud og fødevarer alene vil nå 450.000 ton globalt i 2015. Samtidig forsker DTU Fødevareinstituttet i at udvinde fosfor fra fisk.
DTU har samarbejdet med Espersens fiskefabrik i Litauen om at forsøge at udnytte selve fiskeskroget til at udvinde fosfor og protein.
- Fosfor vil der blive mangel på i fremtiden, og vi skal blandt andet bruge det til at gøde vores marker. Det kan også bruges som næringsstof i foder og måske i vitamintilskud. Fisk kan øge fosforproduktionen, siger professor Charlotte Jacobsen, DTU.
Danforel i Grindsted producerer ørreder, og DTU har i samarbejde med virksomheden forsket i, hvordan restprodukter kan udnyttes til produktion af fiskeolie og mindre grad fiskeprotein, ligesom der forskes i, hvordan olien optimeres i kvalitet.
- Men for at det kan udnyttes, skal man til at behandle sidestrømmene lige så godt som fileterne, understreger Charlotte Jacobsen, DTU.
DTU har forsket i at udnytte forskellige fisks levere, i stedet for at leverne som i dag kastes over bord ude på havet. Det kan skabe en bedre udnyttelse af fiskene og et mere bæredygtigt fiskeri. DTU forsker i at udnytte levere fra andre fisk end bare den traditionelle torsk til at producere fiskeolie.
DTU samarbejder med den lille virksomhed Inomega3, der producerer fiskeoliepulver, som i dag køber fiskeolie udefra og så indkapsulerer det, men virksomheden vil gerne have lokale leverandører. DTU har haft tre fiskekuttere til at indsamle leverne, og hvis udvindingen viser sig økonomisk bæredygtig, kan der være produktion og arbejdspladser i projektet.
- Man kan måske forestille sig at flere fiskeproducenter laver et fælles selskab, der kan udnytte leverne, siger Charlotte Jacobsen, DTU.
Udnyttelse af mikroalger og tang
DTU forsker i udnyttelse af både mikro- og makroalger. Mikroalger er små encellede organismer og en del af havets planteplankton. Makroalger er større flercellede alger såsom blæretang og sukkertang, som de fleste kender fra en tur til de danske kyster.
DTU har undersøgt mulighed for at bruge industrielt procesvand fra Novozymes i Kalundborg til at dyrke mikroalger i. Algerne har procesvandet som deres primære næringskilde, og mens mikroalgerne vokser, renser de samtidig det industrielle spildevand. Der findes i dag ingen tørringsteknologi for mikroalger, men DTU har indsendt en patentansøgning på en swirl flash-tørrer, der kan løse problemet.
Tang er allerede en del af fødevareindustrien. Carrageenan - også kendt som E407 - er en stabilisator, der udvindes fra rødtang. Det bruges i mange fødevarer og er en del af den store danske ingrediensindustri. Ingrediensproducenten CP Kelco i Lille Skensved ved Køge producerer carrageenan fra 5700 ton rødalger om året. Algerne indeholder også 300 ton protein, som i dag kasseres, og DTU og CP Kelco forsker i, hvorvidt dette protein trækkes ud og bruges til i proteinpulver i eksempelvis proteinbarer. DTU og CP Kelco har en patentansøgning på et ekstraheringssystem. 60 procent af proteinet i tang-arten spinosum kan udvindes - i andre tangarter er det helt op til 90 procent. Procesleverandøren GEA deltager også i projektet, da virksomheden undersøger, hvordan deres tørringsteknologi kan bruges til at tørre proteinet. Der forventes at blive mangel på protein, og derfor er der et stort potentiale i denne udnyttelse.
Nye mål for DTU’s arbejde med mikroalger er at undersøge sammenhængen mellem produktion af omega-3-fedtsyrer, vitamin D og pigmenter afhængig af dyrkningsbetingelser. Og så vil DTU udvikle nye metoder til at ekstrahere og fraktionere disse stoffer fra mikroalgerne til anvendelse i fødevarer.
Spild og kvalitet af omega3-fedtsyrer
DTU forsker i, hvordan man kan sikre, at omega-3-fedtsyrer i fiskeolie kan undgå at oxidere. Her er i højere grad tale om grundforskning, hvor der er lidt længere perspektiv, før teknologien kan kommercialiseres.