23948sdkhjf

Rømer-familien har store Mols-planer

Håber at lave ny fødevareklynge med millioninvestering
Fødevareproducenten Mols Organic, der laver blandt andet chokolade, energibarer og småkager, har masser af plads på det tidligere Arla-mejeri i landsbyen Vrinners på Mols

Så meget plads, at familien Rømer, der ejer Mols Organic, tænker i store baner.

- Vi leger med tanken om at få etableret "Mols økologiske fødevareklynge" herude. Det er et stort projekt, som kræver en investering på i hvert fald 10 millioner kroner, fortæller Mols Organics direktør, Aksel Rømer.

I forvejen lejer hans virksomhed plads ud til Tebstrup Gedeosteri, der laver økologiske gedeoste, Organic Seaweed, som fremstiller økologiske tangtabletter, og vinproducenten Andersen Winery.

- Men vi vil gerne have flere indenfor i en økologisk klynge. Vi bruger resten af 2018 på at fintænke projektet og se nærmere på andre fællesskaber, og så vil vi efter planen gå i gang med at søge penge næste år. Om alt går vel, kan vi gå i gang med at bygge om fire-fem år, og så kan der forhåbentlig være et færdigt projekt om 10 år, siger Aksel Rømer til Food Supply.

Fleksible haller
Når han taler om byggeri, handler det om at få revet nogle af de eksisterende bygninger på Mols Organics kæmpestore grund ned for at bygge nye haller op.

- Planen er, at det skal være fleksible haller, hvor man kan flytte væggene, alt efter hvor meget plads den enkelte virksomhed får brug for. Og så kan man høste alle fordelene ved at dele adresse, så der kun bliver eksempelvis én papirleverandør, én printer og ét kontor, nævner Aksel Rømer.

- Det skal være et sted, som virkelig appellerer til grønne fødevareiværksættere - og hvem ved, måske kan vi komme derhen, at de alle sammen kører i en elbil, tilføjer han.

Ifølge Aksel Rømer får han allerede nu 10-20 forespørgsler om året fra folk, der gerne vil indenfor hos Mols Organic.

- Der er masser af spændende ideer, men p.t. har vi ikke det rette set-up til dem, så jeg må sige nej til langt de fleste, konstaterer han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086