23948sdkhjf

Danish Crown køber dansk pepperoni-gigant

Danish Crown-koncernen kan nu kalde sig europæisk markedsleder på pepperoni til pizzaer. Det sker med opkøbet af DK-Foods fra Thorning ved Silkeborg, der fremover skal operere som en selvstændig enhed under Danish Crowns datterselskab, Tulip Food Company.

- I DK-Foods har vi overtaget en fokuseret og unik virksomhed, som siden etableringen i 2003 har været i imponerende vækst. I Tulip Food Company har vi internationalt et strategisk fokus på de fire kategorier bacon, konserves, snacks og pizza-toppings, så nu glæder vi os til at disponere over en veldrevet, agil og tempofyldt virksomhed, siger CEO Kasper Lenbroch fra Tulip Food Company med henvisning til selskabets 4WD-strategi, der indeholder ambitioner om at blive den foretrukne leverandør til den europæiske pizzaindustri.

DK-Foods har i en årrække haft Danish Crown som foretrukket råvareleverandør. DK-Foods solgte primo 2016 70 procent af aktierne til Maj Invest Equity, mens direktionen bestående af Steffen Ramsgaard og Per Fischer Larsen bevarede de resterende 30 procent.

Pizzabranche i vækst
Danish Crown og Tulip Food Company overtager med opkøbet samtlige aktier i DK-Foods, og Per Fischer Larsen og Steffen Ramsgaard vil fortsat udgøre direktionen, som refererer til Kasper Lenbroch.   

- Vi har på 15 år bevæget os fra at være en nicheproducent til nu at være en meget betydelig spiller på markedet, og som del af Danish Crown og Tulip Food Company ser vi endnu bedre muligheder for at fortsætte den positive vækst. Vi bliver styrket med den bagudrettede integration på råvarer, og med koncernens intention om at blive en lige så attraktiv spiller inden for alle topping-produkter, vil vi blive en endnu stærkere samarbejdspartner for både vores nuværende og kommende kunder, lyder det fra Per Fischer Larsen og Steffen Ramsgaard i en pressemeddelelse.

Tulip Food Company producerer en bred vifte af pizza-toppings og har i forvejen produktion af pepperoni på fabrikken i Svenstrup syd for Aalborg. Med opkøbet af DK-Foods vil Tulip øge produktionskapaciteten markant, og fokus i Svenstrup vil fremadrettet blive mere dedikeret til foodservice-kunder og detailhandelen – mens der også skabes kapacitet til produktion af varmebehandlede produkter til det kinesiske marked.

- DK-Foods giver os mulighed for at intensivere vores koncerns strategiske satsning på pizza-toppings, hvor vi bliver markedsleder på pepperoni. Pizzamarkedet vokser globalt, og vi ser et stort potentiale i DK-Foods. Vi kommer til at forædle en større del af vores egne råvarer, og vi får løftet vores vækst- og indtjeningsmuligheder til glæde for vores ejere – de danske landmænd, siger Group CEO Jais Valeur fra Danish Crown.

Danish Crown overtager DK-Foods med øjeblikkelig virkning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096