23948sdkhjf

Nyt center skal løfte dansk fødevareeksport

Interaktivt udstillingsvindue præsenterer det ypperste, Danmark kan byde på inden for forskning, viden og produktion
Partnerskabet Food Nation har slået dørene op for et helt nyt Visitor Centre i København. Det interaktive udstillingsvindue præsenterer det
ypperste, Danmark kan byde på inden for forskning, viden og produktion af fødevarer for internationale virksomheder og interessenter.

Centeret indeholder blandt meget andet en interaktiv fortællingsvæg om den danske fødevareklynges historiske udvikling, et
virtual reality-område og en digital præsentation af cases, der indbyder til samarbejde og vidensdeling mellem interessenter, virksomheder og organisationer på tværs af nationaliteter.

- Vores vision med det nye Visitor Centre er at skabe et sted, hvor danske fødevareaktører informerer, inspirerer og imponerer internationale beslutningstagere og samarbejdspartnere.

- Og vi håber selvfølgelig, at besøgende vil bruge centeret til at få viden om, hvordan vi i Danmark med produkter og løsninger bidrager til fremtidens globale fødevarebehov, og dermed vil kickstarte fremtidige samarbejder og eksportaftaler med fødevareklyngen, siger Lise Walbom, der er CEO i Food Nation.

Food Nation er et offentligt-privat partnerskab etableret af regeringen og en række ledende private organisationer og virksomheder. Partnerskabet repræsenterer hele den danske fødevareklynge.

Visitor Centre hos Food Nation indeholder både fysiske og digitale løsninger, der dynamisk og interaktivt viser fødevareklyngens styrker. Centeret ligger i hjertet af København på Vesterbrogade, hvor besøgende bliver mødt af en historisk "Story Wall", der illustrerer den danske fødevareklynges udvikling. Gæsterne kan også opleve interaktive skærme, der viser fødevareklyngens styrker gennem billeder, historier, fakta og video, samt en "Solution Box", hvor de kan se og opleve nogle af de mest innovative danske produkter og løsninger.

I et virtual reality-univers kan de besøgende opleve fødevareklyngens værdikæde ved hjælp af 360 graders film, der blandt andet viser, hvordan moderne udstyr bliver brugt i danske produktionsvirksomheder.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067