Hvor kommer kødet fra?
Forbrugerne bliver i stigende grad forvirret over mærkningen af kødet i supermarkedet, og mange har svært ved at gennemskue, om kødet er dansk eller eksempelvis tysk.
Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk i dagens udgave af Landbrugsavisen.
- Mange virksomheder gør, hvad de kan for at leve op til minimumskravene, og så ikke mere end det, lyder det fra Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.
Ganske vidst er der lovgivning på området, men den er i for høj grad et spørgsmål om fortolkning, siger hun. Derfor kan det også være svært at vurdere, om producerne spekulerer bevidst i at sløre mærkningen, eller om det opstår uagtet.
- Vildledning er en vurderingssag, og derfor kan det lade sig gøre at en del af forbrugerne bliver ”ført bag lyset” uden, at det er i strid med lovgivningen, siger hun til avisen.
Hun opfordrer supermarkedskæderne til at inddrage kunderne i, hvordan de vil have mærket deres varer, så de bedst kan navigere og samtidig lægge pres på producenterne. Ny og skrappere lovgivning tror hun ikke på.
- Det er EU-lovgivning, der dikterer reglerne, og det er kompliceret at få ændret på. Virksomhederne må selvfølgelig gerne deklarere endnu tydeligere, end lovgivningen kræver, og det opfordrer Forbrugerrådet alle til at gøre, siger hun.