Beltfood hjælper danske virksomheder over grænsen
Det tysk-danske initiativ Beltfood blev indledt for at støtte og opbygge samarbejde i fødevareindustrien i Femern Bælt regionen og samtidig øge og styrke dens konkurrenceevne. Nu tilbydes et gratis kursus i eksport med fokus på det tyske marked.
Ét af de områder som bliver taget under behandling i kursusforløbet er valget af salgskanal.
- Det er muligt for danske fødevareproducenter at finde mange forskellige salgsknaler i Tyskland lige fra den traditionelle detailhandel til business-to-business, siger Björn P. Jacobsen, sekretariatsleder fra Wirtschaftsförderung Lübeck, som varetager projektet Beltfood i samarbejde med Grønt Center i Holeby.
Planlæg markedsindtrængningen
- Mange små og mellemstore virksomheder har ikke kapital til at eksportere. Det kan være kapital inden for menneskelige ressourcer såvel som virksomhedskapacitet eller den økonomiske kapital. En del af kursusprogrammet vil derfor komme rundt om disse problemstillinger og give de deltagende virksomheder mulighed for at udvikle sig her, lyder det fra den danske projektleder, Lis Andresen fra Grønt Center.
Mød tyske samarbejdspartnere
- På trods af en kort geografisk afstand er der stor forskel på den danske og den tyske kultur. Derfor er det vigtigt at lære at tale sammen og forstå hinandens kulturer. Det vil styrke virksomhedernes muligheder i samarbejdet. Netop derfor har vi valgt, at en del af kursusforløbet skal handle om kommunikation og kultur og at denne del skal være fælles for de tyske og de danske deltagere. Når deltagerne får lov til at mødes og lære om hinandens forskelligheder, er vi sikre på at mange vil få en øjenåbner, fortsætter Lis Andresen.
Kursusforløbet, Beltfood Capacity Development, giver en række værktøjer til at vurdere virksomhed omkring eksport, men giver også mulighed for at gå i dybden med de enkelte virksomheder.
Der er plads til et begrænset antal deltagere. Læs mere om Beltfood Capacity Development programmet på hjemmesiden www.beltfood.dk