10.000 cremefraichedressinger tilbagekaldt efter glasfund
Årsagen til problemet er ikke fundet
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Ifølge Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, har knap 10.000 eksemplarer af dressingen været i butikkerne, mens 10.000 endnu ikke har forladt lageret.
Det drejer sig om dressing, der er bedst før 11. februar 2019. Den er solgt i hele landet.
Det var en klage fra en kunde, som gjorde Salling Group, der ejer Netto, opmærksom på glaspartiklerne, fortæller Nikolas Hove.
- Salling Group har modtaget en klage fra en kunde, som har fundet noget glas i denne cremefraiche. Sammen med dem har vi så vurderet, at det var noget, som gjorde det her parti farligt, siger han.
- Vi kan ikke sige, der er glas i alle flasker af produktet, men der kan være det. Den risiko mener vi ikke, at forbrugerne skal løbe, så derfor har vi støttet Salling Group i at tilbagekalde produktet, forklarer beredskabschefen.
Det har ikke været muligt for producenten at finde årsagen til glasfundet, forklarer Julie Spanner Kloppenborg, kommunikationskonsulent i Salling Group. Derfor tilbagekaldes hele partiet.
- Producenten har naturligvis undersøgt produktionen grundigt, men har ikke kunne finde den egentlige årsag til fundet. Vi har af forsigtighedsmæssige årsager derfor tilbagekaldt produktet, skriver hun i en mail.
/ritzau/