23948sdkhjf

Bryggeri satser på mere end øllet

Fur Bryghus frygter ikke den stærkt øgede konkurrence
Med adresse lige ud til Limfjorden blæser det tit og ofte godt ind over Fur Bryghus. Det har sommetider gjort det svært for bryggeriet at være vært for udendørs arrangementer.

Men det blev der sidste år ændret på med investeringen i en ny tilbygning, der fungerer som festsal og kan modtage gæster til eksempelvis koncerter, events og selskaber. Dermed kom der en mere stabil løsning sammenlignet med det telt, der før i tiden blev sat op på bryggeriets faciliteter.

- Det telt har vi holdt forskellige arrangementer i. Men det er klart, at på en aften med lidt frisk vind her ved Limfjorden, så har det ikke været det fedeste at holde fest i sådan et telt.

- Og fordi det her med at tage imod selskaber egentlig var et område, som vi var begyndt at have fin succes med, var det et naturligt skridt med en fast bygning, så vi kunne holde arrangementer hele året rundt. Det kan vi nu, og det nyder vi allerede godt af, fortæller Per Kristensen, daglig leder af Fur Bryghus.

Ifølge ham er det bryggeriets ejer, Mildred Sloth Fog, der har stået for at investere i den nye tilbygning. Dermed har Fur Bryghus ikke haft direkte omkostninger relateret til byggeriet, omend selskabet har skullet ud at købe blandt andet nyt porcelæn og møblement til festsalen. Herudover er der en løbende udgift i form af at leje festsalen af indehaveren.

Stabil forretning
Sidste år tjente Fur Bryghus 28.000 kroner efter skat, hvilket kom ud af en bruttofortjeneste på 4,7 millioner kroner.
Begge resultater lå tæt op ad det realiserede året forinden, og ses der længere tilbage, har bryggeriet også haft en nogenlunde stabil forretning uden de store økonomiske udsving i den ene eller anden retning.

For indeværende år er der en forventning om at fortsætte den trend. Det hænger blandt andet sammen med, at der ikke ligger større investeringer på tegnebrættet.

- Vi har foretaget de tiltag, vi skal lige for nuværende. Ud over den nye tilbygning blev der sidste år også investeret i noget nyt udstyr, som har forbedret vores produktionsproces og gjort den mere rationel. Så nu skal vi bare høste frugterne fra alle de her tiltag, siger Per Kristensen.

Et af de første
Da Fur Bryghus blev etableret i 2004, var det et af de allerførste mikrobryggerier herhjemme. Siden er der sket ufatteligt meget på den danske ølscene, og ifølge branchemediet Beerticker var der ved udgangen af sidste år knap 200 bryggerier i Danmark.

Den større konkurrence får dog ikke Per Kristensen til at ryste på hånden. Han mener, at Fur Bryghus har fundet sin niche og agerer fint i det marked, bryggeriet er i.

På den ene side er det at drive en restaurant og lægge hus til arrangementer og på den anden at producere og sælge øl til forskellige kunder.

- Vi vil gerne nå ud til dem, der vil handle med os. Vi er ude hver dag og opsøge nye muligheder. Det har vi en person ansat til at tage sig af hver dag.

- Vi er synlige og deltager på messer, og deltager hvor branchen mødes med henblik på hele tiden at skabe nye relationer og kontakter. Så vi hviler langt fra på laurbærrene, fortæller Per Kristensen.

Foruden til den danske detailhandel bliver øllene fra Fur Bryghus solgt til forskellige restauranter, caféer og hoteller.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082