23948sdkhjf

Rekordsalg af is og sodavand

Hansens Flødeis, Hancock og Carlsberg melder om ekstremt gode salgstal på grund af sommervarmen

Sommervejret i år har været varmt. Så varmt at producenter af is og sodavand har haft det bedste salg i mange år, skriver Fagbladet 3F.

Hos Hansens Flødeis har de solgt dobbelt så meget is sammenlignet med samme periode sidste år.

- Der har været fuld tryk på varmen denne sommer. Så vores medarbejdere har virkelig haft svært ved at følge med. Det har været noget af en udfordring for os at producere den enorme mængde is, som forbrugerne har efterspurgt, fortæller Anders Eibye Hansen, ejer af Hansens Flødeis.

Normalt ansætter de på Hansens flødeis mellem fem og syv sæsonarbejdere, som skal hjælpe til i sommermånederne, men i år de været nødt til at fordoble det antal for at kunne følge med. Det har dog vist sig langt fra at være nok. Derfor har ledelsen måttet tage alternative metoder i brug for at kunne nå at producere isen.

- Jeg har snakket med både min bror og min far om det, og ingen af os har oplevet noget lignende før. De dage, hvor der virkelig har været travlt, har vi selv måttet smøge ærmerne op for at hjælpe til med produktionen nede i mejeriet. Så alle har måttet give den en ekstra skalle, siger han.

Isproducenterne er ikke alene om det gode salg. Carlsberg Bryggeri har også meldt ud om en rekordstigning i deres salg af øl og sodavand.

- Vi kan se, at danskerne har drukket betydeligt flere læskende drikke i maj og juni måned. Faktisk har det været de bedst sælgende måneder i 10 år, fortæller Kasper Elbjørn, der er presseansvarlig for Carlsberg i Danmark.

Også Hancock Bryggeri har kunnet mærke sommervarmen i salget. Især deres sodavand er i år en topsællert.

- Helt generelt har det været et rigtig fint år for os. Vi har solgt godt med øl, men det helt store trækplaster har været vores sportscola. Den har vi solgt 25 procent flere af end sidste år. Så vi er meget tilfredse, fortæller Peter Strange Nielsen, der er medindehaver af Hancock Bryggeri.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081