Ny overenskomst på mejeriområdet
Fødevareforbundet NNF, 3F og Danske Mejeristers Fagforening er blevet enige om en ny overenskomst med Mejeribrugets Arbejdsgiverforening.
Aftalen løber over to år og indeholder blandt andet flere penge til uddannelse, bedre pension, højere genetillæg, en aftrædelsesordning og bedre vilkår for arbejdsmiljørepræsentanter og elever.
Og så kan medarbejderne se frem til en behersket lønstigning. Aftalen indeholder nemlig en lønstigning på 1,60 kr. første år og 2,25 kr. andet år.
Forbundssekretær på mejeriområdet i Fødevareforbundet NNF, Poul Erik Faarkrog, siger:
- Under hensyntagen til de lidt trængte tider, er jeg tilfreds. Jeg er især glad for, at det lykkedes os at hæve bidraget til Uddannelsesfonden med 780 kr. over to år. Det vil komme rigtig mange medlemmer til gode.
Næste skridt er en urafstemning blandt medlemmerne af de tre forbund, Fødevareforbundet NNF, 3F og DMF. Resultatet forventes offentliggjort d. 11. april.