23948sdkhjf

Robotter skal tjekke planterne

Flere gartnerier er med i innovationsprojekt, der skal vise vej til automatiseret kvalitetskontrol i løbet af produktionen

Højere kvalitet og lavere pris.

Det er pejlemærkerne i fremstillingsindustrien i dag, og det gælder også landets gartnerier.

Derfor er de planter, der sendes til kunderne, nøje kontrolleret for at sikre den nødvendige kvalitet. Under den løbende kontrol eller lige før pakning sker det, at man konstaterer, at planterne ikke lever op til kundernes krav. Det kan være på grund af pestangreb eller stress forårsaget af fejl i næringsstrømmen til planterne.

Derfor er gartnerier i dag nødt til at kassere en del af de planter, de producerer, og det har både økonomiske og miljømæssige omkostninger.

Test under produktion
I demonstrationsprojektet ’Robot- og sensorteknologi’ i væksthuse er Teknologisk Institut gået sammen SDU og de tre gartnerier Schroll Flowers, Gartneriet PKM og Rosborg Denmark for at give gartneribranchen et indblik i mulighederne for at anvende ny, avanceret teknologi til at automatisere kontrollen med planteprodukterne i løbet af produktionsprocessen.

Derudover synliggøres de omkostninger og potentialer der er ved at indføre robotter og automationsløsninger i produktionen.

Projektet fokuserer på brugen af sensorer og databehandling til at udlede helbredstilstanden for planter. En proces, der i dag i høj grad udføres af højt kvalificerede gartnere. Som konkret case forsøger man at detektere plantestress forårsaget af vandmangel for på den måde at kunne alarmere producenten. Fejlvanding er et problem, der går igen i stort set alle planteproduktioner.

- Hvis man automatiserede opgaven med at inspicere planteproduktionen, ville det give en både miljømæssig og økonomisk gevinst, for så ville man opdage og undgå fejl tidligere. Automatisk inspektion giver mulighed for bedre planlægning og prioritering af for eksempel vanding af planterne, siger Niels Erik Andersson, produktionskonsulent hos Gartneriet PKM, i en pressemeddelelse.

Sensorer ser det usynlige
I projektet benyttes et såkaldt hyperspektralt kamera, som er en relativt ny type sensor, der her bruges til at optage billeder af planterne uden for det synlige lysspektrum. Sensorerne kan endda detektere materialesammensætninger, som slet ikke er synlige for det menneskelige øje. Derfor arbejder man ud fra den hypotese, at det hyperspektrale kamera kan se, om der er vandmangel i planternes blade, før det bliver synligt for det menneskelige øje.

Indtil videre er der lavet en pilotdataopsamling over fem dage med det formål skabe erfaringer med inspektion af planteprodukter. Der blev i pilotforsøget lavet målinger på i alt 100 planter. Næste dataopsamlingsforsøg vil bygge videre på netop de erfaringer, og vil inkludere op mod 1000 planter.

- Vi vil gerne samle billeder op, indtil vi synligt kan se, at planterne begynder at lide under den manglende vanding. Forhåbningen er, at vi ved brug af hyperspektrale kameraer kan opdage fejlvanding, før vandmanglen bliver synlig. På den måde kan gartnerierne lave en tidlig indsats for at redde planteprodukter, der viser tegn på stress. Det vil mindske spild og sikre en mere ensartet kvalitet af deres produkter, lyder det fra Thomas Giselsson, konsulent og projektleder ved Teknologisk Institut.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125