23948sdkhjf

Flere fund af fugleinfluenza på Sydsjælland

Nu opfordrer Fødevarestyrelsen fjerkræejere i området til at holde deres fugle under tag.

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i vilde fugle siden foråret og henover sommeren, hvor virus ellers ikke plejer at være i Danmark.

De fleste fund er gjort omkring Sydsjælland og øerne i Smålandshavet, som eksempelvis Lolland.

Virus er dødelig for fuglene. Derfor råder Fødevarestyrelsen nu fjerkræejere i området til at tage ekstra forholdsregler for at beskytte deres fjerkræ mod smitten.

- Sygdommen florer på en årstid, hvor den slet ikke plejer at være i Danmark, så det er en særlig situation. Derfor er der brug for, at fjerkræejere passer ekstra godt på, så fugleinfluenza ikke kommer ind i en professionel besætning eller i en hobbybesætning, siger Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsen.

Rammes en professionel besætning af smittefarlig fugleinfluenza, dør dyrene og al dansk eksport af fjerkræ lukker. 

Hold fugle under tag
Fødevarestyrelsen anbefaler, at fjerkræejere i området holder deres fugle under overdækning, det kan være fast tag, presenning, net eller tråd.

På den måde undgår man, at vilde fugle, der kan være smittede, lander i hønsegården.

Fødevarestyrelsens anbefaler også, at man altid skifter sko, inden man går ind til sit fjerkræ. Dermed undgår man at bære smitte med ind til dyrene, eksempelvis via en fugleklat.

Ligesom årets andre fund af fugleinfluenza i vilde fugle er fundene på Agersø af typen H5N6. Der er ikke kendte tilfælde, hvor denne type har smittet mennesker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095