23948sdkhjf

P.A. Brød: Vi har et unikt koncept

Egne butikker aftager over halvdelen af varieret produktion
Med 119 år på bagen har den vejlensiske bagerfamilie Andersen prøvet meget af hvert, og store mængder ovne og bagergrej er blevet slidt op i tidens løb.

Langt de fleste af årene tilbragte familien og dens bagersvende i Skyttehusgade i Vejle, men sidste år flyttede P.A. Andersen & Sønner ind i et nyt, 2.000 kvadratmeter stort nybyggeri ved motorvejen i Hornstrup lige nord for Vejle. Her er der god plads til at vokse yderligere i de kommende år, fastslår familiens nuværende overhoved, Peter Alfred Andersen, der har stået i spidsen for virksomheden siden 1979.

- Vi har masser af ekstra kapacitet. Vi kan nok producere op imod det dobbelte af, hvad vi gør nu, anslår han.

Mængderne er ellers ret store i forvejen: P.A. Brød, som virksomheden hedder i daglig tale, bruger ifølge egne opgørelser cirka tre tons dej i døgnet. Det er de seneste år løbet op i en årlig omsætning på over 50 millioner kroner.

Produktionen i det nye bageri er dels frisklavet dej til P.A's syv egne bagerbutikker, der hver især selv hæver og bager dejen. Og dels produktion til eksterne kunder, der får dybfrosne produkter tii egen håndtering - enten helt færdige eller som dej, de selv skal bage.

Peter Alfred Andersen har selv været med til at tegne det nye hovedkvarter, som har kostet et tocifret millionbeløb. Ud over et topmoderne fryserum på omkring 260 kvadratmeter indeholder det både et stort bageri til kager, brød og rundstykker, en konditoriafdeling og en afdeling, hvor der laves wienerbrød i alle afskygninger.

- Hos os ruller vi alt wienerbrød på god, gammeldags manér. Det er det, der gør forskellen på vores produkter og industriens produkter. Desuden har vi en "makeup line", der gør det grove arbejde, for eksempel med at klippe, hakke, fylde og rulle wienerbrødet, fortæller Peter Alfred Andersens søn, Kristian Andersen. Han er efter nogle år væk fra familievirksomheden nu tilbage som kompagnon og deler den daglige ledelse med sin far.

Wieneriet havde indtil flytningen sin egen adresse i Silkeborg, og maskinerne derfra er flyttet med til Hornstrup - blandt andet wienerbrødsanlægget og en rullemaskine, der med hjælp fra en medarbejder ruller margarinen ned i dejen.

Øko-wienerbrød til Meyer
En god portion af wienerbrødsproduktionen er økologisk, og det er den ikke mindst på grund af en aftale om at levere øko-wienerbrød til blandt andre Meyers Food, der sælger det videre til Coop.

- Faktisk kunne vi godt lave alle vores produkter økologiske, men der er ingen, der spørger efter for eksempel økologiske rundstykker, nævner Peter Alfred Andersen.

Wienerbrødet bliver naturligvis også solgt dér, hvor P.A. Andersen & Sønner har sin oprindelige styrke: Ude i virksomhedens helt egne bagerbutikker. Dem er der fire af i Vejle, én i Horsens og én i Børkop. Hver butik har sin egen stikovn, så dejen fra hovedkvarteret kan blive bagt efter behov.

- Over halvdelen af produktionen går til vores egne butikker. Og når vi så kan supplere med at levere til grossister, detailkæder og industri, har vi et helt unikt koncept. Vi er det eneste bageri i Danmark, der gør det her - jeg tror, det er en af årsagerne til, at, vi har overlevet, siger Peter Alfred Andersen.

Han nævner også virksomhedens store fleksibilitet og brede vifte af produkter som en del af årsagen til de mange års succes.

- Vi har cirka 200 varenumre, og vi kan desuden lave præcis det, som kunderne efterspørger, også i små mængder. Bryllupskager, trøffelkugler og hjemmelavet is er bare noget af det, der kommer ud fra vores konditori, konstaterer seniorchefen, der selv er uddannet konditor.

Der er 35 medarbejdere på bageriet i Hornstrup, og tæller man de ansatte i bagerbutikkerne med, når P.A. Andersen & Sønner op på cirka 65 medarbejdere plus nogenlunde lige så mange unge deltidsarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078