Mette Munk går som varmt brød i Asien
Frosne kanelsnegle og andre bake-off produkter går som varmt brød i Asien. Det mærker man hos den danske bagerivirksomhed Mette Munk, der oplever succes på eksportregnskabet.
- Væksten på eksportmarkederne er gået bedre end ventet, hvorimod indtjeningen i Danmark er dårligere, end vi havde forudset, og har trukket i den modsatte retning, siger Claus Olsen, administrerende direktør i Mette Munk til Finans.
Han tilføjer, at konkurrencen på hjemmemarkedet i de nordiske lande. Derfor satser virksomheden benhårdt på forretningen i Fjernøsten, fordi der er større mulighed for at tage en større markedsandel.
Mette Munk præsenterede et overskud efter skat på knap 35 millioner i regnskabsåret 2017-2018, hvilket var omkring to millioner kroner mere end ledelsens forventninger.
Det er andet år i træk, at virksomhedens overskud stiger, efter to år med nedgang i regnskabet i perioden 2015-16 og 2016-17.
Mette Munk har hjemme i Odense, men blev i 2014 købt af den schweiziske koncern Arytza.