23948sdkhjf

Thise Mejeri rydder (næsten) præmiebordet i mejeridyst

Mejeriet fra Salling vandt fire ud af syv kategorier til International Food Contest

International Food Contest 2018 er nok en af de begivenheder, man vil huske længe på Thise Mejeri. Hele fire gange tirsdag måtte repræsentanter for mejeriet i Salling på scenen i MCH Messecenter Herning for at hente præmier.

I den klassiske mejeridyst, International Dairy Contest, med deltagere fra 10 lande vandt Thise Mejeri ostekategorien med en 50+ Thybo Økologisk (11 kg, modnet i 40 uger), mens mejeriet Dybbækdal (som er ejet af Thise Mejeri) vandt konsummesterskabet med en skyr 2 % med fersken.

I gourmetkonkurrencen røg mejeriet til tops i begge ostekategorier: Fyrtårnsost, økologisk vandt kategorien "hård ost", mens Blå Grubé var bedst blandt de bløde oste i kampen om Mejeribrugets Gourmetpris .

Se en liste med de øvrige vinderprodukter nederst.

Produktionschef Nick Nørreby fra Thise Mejeri var da også meget tilfreds med dagens præmiehøst:

- At vi vinder i fire ud af syv kategorier er selvfølgelig megafedt og en stor anerkendelse af vores dygtige og passionerede mejerister. Det er deres høje faglighed, vi skal bygge på. Den sikrer os en placering der, hvor vi skal ligge i den danske mejeribranche, som er præget af en høj standard, sagde han. 

Ud over kåringen af vinderne i de to mejerikonkurrencer var der også uddeling af præmier til de bedste produkter blandt de øvrige fødevarer – i den såkaldte Food-kategori.

Alle præmier blev overrakt af Mejeriforeningens formand, Steen Nørgaard Madsen, og brandmanager Lisbeth Olsgaard, Landbrug & Fødevarer.

 Her er alle vinderne: 

International Dairy Contest: 

Ost

Thise Mejeri

50+ Thybo Økologisk, 11 kg, 40 uger

 

Smør og blandingsprodukter

Holstebro Mejeri

Smør, Lurpak UK 500 g, saltet

 

Konsummælksprodukter

Mejeriet Dybbækdal

Skyr 2%, MS Layered, 170 g Fersken

 

Mejeribrugets Gourmetpris 2018: 

Smør

Mejeri: Aabybro Mejeri

Produkt: Gammeldags kærnet smør med Læsø sydesalt – 200 g

Dommerkommentarer: Det har det hele, god smag, flot farve, balanceret

 

Konsummælksprodukter

Mejeri: Naturmælk

Produkt: Signatur økologisk Double Cream 48 %

Dommerkommentarer: Smager af mere. Ren flødesmag. Bare lækker.

 

Hård ost

Mejeri: Thise Mejeri

Produkt: Fyrtårnsost, økologisk

Dommerkommentarer: Ren i smagen. Flot balance af sødme, syre og tørstoffer. Ren osteslik.

 

Blød ost

Mejeri: Thise Mejeri

Produkt: Blå Grubé    

Dommerkommentarer: Dejlig frugtig, afrundet, cremet blåskimmelsmag, virkelig lækker.

 

International Food Contest 2018:

Brød & Kager & Søde sager

Orkla Confectionery & Snacks - Lakridskugler: Panda Choco & Lakrids

Dommerkommentarer: Alle opgivne bestanddele kan smages og er i god balance. Lakridsen er blød som angivet, og chokoladen er saftig. Emballagen er nem at håndtere og viser tydeligt ,hvad produktet er.

 

Fisk & Tang

Nordisk tang ApS - Tangpesto, vegansk

Dommerkommentarer: Lokale, bæredygtige råvarer – vildhøstet tang fra Djursland. Virkelig god smag og duft af tomat, tang, hvidløg og umami. Flot farve og konsistens med bid i.

 

Convenience & Kolonial

Orkla Confectionery & Snacks: Ristede og krydrede mandler med paprika

Dommerkommentarer: Smagen er afbalanceret med både let sødlige paprikanoter og mere skarpe noter fra cayenne og hvidløg, som passer godt med smagen af ristet mandel. Konsistensen på mandlerne er tilpas knasende.

 

Honning

Ejvind Andersen: Rørt honning

Dommerkommentarer: En mild, velbalanceret forårsfloral honning med en ekseptionel mundfølelse og konsistens.

 

Vin & Alkohol

Frederiksdal Kirsebærvin A/S

Kirsebærvin: ”Frederiksdal 2016”

Dommerkommentarer: Konstant højt kvalitetsniveau. Flot design, intens kirsebærsmag og perfekt balance mellem syre og sødme. Oplagt til julehygge og risalamande.

 

Øl

Bryggeriet Vestfyen

Mørk ale: Willemoes Jul 2018

Dommerkommentarer: Flot design. Øllet har en lækker, gylden farve. Spændende og anderledes smage af kaffe og chokolade, som passer fint til jul, konfekt og dessert.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125