23948sdkhjf

Færre danskere laver mad fra bunden

Færdiglavet mad og take-away på aftensbordet går frem
Hjemmelavet mad har stor værdi for danskerne, men færre og færre laver det. Samtidig bruger vi mindre tid i køkkenet, mens vores forbrug af færdiglavet mad og take-away på aftensbordet går frem, viser en ny undersøgelse fra Madkulturen.

Ifølge de nye tal er andelen af danskere, der laver helt hjemmelavet mad, faldet fra 55 procent i 2015 til 48 procent i 2018. Samtidig er antallet af danskere, der bruger under 15 minutter i køkkenet på aftensmaden, steget fra 26 til 32 procent på tre år. Også weekendmiddagen, som danskerne ellers bruger mest tid på, ofrer vi markant færre minutter på.

- Undersøgelsen peger på, at danskernes madlavning i stigende grad skal være nem og gå stærkt. Men i takt med, at vi bruger mindre tid på det, risikerer vi stille og roligt at miste både lyst og evne til at lave mad fra bunden. Skrækscenariet er, at vi om få generationer slet ikke har brug for køkkener, fordi al maden bliver lavet for os, siger Judith Kyst, som er direktør for Madkulturen. Det er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet, sat i verden for at holde hånden under dansk madkultur.

Undersøgelsen viser desuden, at på trods af klimadebat og meget fokus på kødfrie alternativer, spiser danskerne stadig ligeså ofte kød til aftensmad i 2018, som de gjorde i 2015. Danskernes mest spiste middagsret er rugbrødsmadder, og det var den også i 2015. Til gengæld er vores forbrug af kartofler i frit fald.

Den nye undersøgelse, der hedder Madkultur18, kan ses på www.madkulturen.dk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069