Krisen styrkede fødevarevirksomheder
Rationaliseringer og udflytninger af produktion ses tydeligt på bundlinjen hos de største danske fødevarevirksomheder.
Det er en forøgelse af fortjenesten på hele 65 % viser en analyse af de 38 største fødevarevirksomheder foretaget af Dansk Aktie Analyse. Samlet omsatte de 38 virksomheder for 157 mia. kr. i 2010.
Tilpasning fremtvunget af krisen
Dermed er fødevarevirksomhederne kommet styrket ud af krisen, som gav anledning til flere af de tiltag – om end ikke alle - der har sikret opturen:
- En del af resultatfremgangen skyldes de stigende fødevarepriser. Nok så vigtigt er det imidlertid, at virksomhederne har foretaget omfattende rationaliseringer under krisen. De nyder nu godt af et mere effektivt produktionsapparat, stigende produktion og stigende priser, siger direktør Peter Falk-Sørensen, Dansk Aktie Analyse, til Jyllands-Posten.
Eksportmarkederne stadig i fokus
Mens fødevarevirksomhedernes forventning til 2011 og videre ud i fremtiden er fortsat fremgang, er det dog i vidt omfang en vækst som ventes sikret på eksportmarkederne.
Koncerner som Arla og Danish Crown retter blikket mod nærmarkederne, og har hver især planer om milliardopkøb i Tyskland.
Forklaringen på den udlands-interessen ligger lige for:
- Når de danske fødevarevirksomheder investerer i nye fabrikker, sker det som regel i udlandet pga. det høje danske omkostningsniveau. Især de seneste fem år har Danmark tabt konkurrencekraft pga. relativt store lønstigninger og relativt lav produktivitetsfremgang, siger cheføkonom Leif Nielsen, Landbrug & Fødevarer.