23948sdkhjf

Tronskifte i nordjysk ostekoncern

Nu skal stifterens søn styre milliardforretningen
35 år efter at have stiftet den nordjyske ostekoncern Nordex Food har Keld Pedersen overladt posten som administrerende direktør til sin søn, 40-årige Martin Aagaard Pedersen.

Det skriver Nordjyske.

Med skiftet er Nordex Food stadig en ejerledet og familieejet virksomhed. Den forventer ifølge Nordjyske, at 2018-regnskabet vil vise en omsætning på 1,7 milliarder kroner og et overskud på omkring 25 millioner.

Martin Aagaard Pedersen har været ansat hos Nordex Food siden 2011, hvor han fik et job som udviklingschef i koncernen efter nogle år i Carlsbergs salgsorganisation.

Som ny direktør konstaterer han, at målet er at styrke og konsolidere Nordex Food.

- Vi skal være større, bedre og stærkere. Det er nødvendigt, så virksomheden også eksisterer om 5 og 10 år. Vi skal være større, fordi vore kunder, leverandører og konkurrenter bliver større. Vi skal være bedre ikke kun på produktkvalitet, men også på service og kunderelationer. Når vi bliver større og bedre, bliver vi også stærkere. Det handler om sikre en god soliditet og være herre i eget hus, siger han til Nordjyske.

Koncernen med godt 350 ansatte producerer årligt cirka 30.000 tons hvide oste på selskabets tre mejerier i Nørager, Østrig og Rumænien. Desuden opkøber firmaet oste i blandt andet Cypern, Grækenland, Italien og Danmark. Samlet sælger Nordex Food årligt 50.000 tons ost fordelt på 70 lande.

Familien Pedersen er fortsat primære ejere. Keld Pedersens to børn, Martin og Christine Aagaard Pedersen, sidder på godt halvdelen af aktierne. Cirka 15 procent er ejet af 10 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141