23948sdkhjf

Eksplosion i salget af økologisk slik

Salget af økologisk slik og chololade er for alvor ved at komme op i fart, efter at det i årevis har haltet langt efter eksempelvis økologisk mælk og frugt.

Det konstaterer det økologiske supermarked økovejen.dk, der netop nu oplever "en eksplosion" i salget af økologisk slik.

Alene fra foråret 2018 til efteråret steg virksomhedens salg af chokolade med over 250 procent, ligesom salget af økologisk vingummi er mere end fordoblet fra første halvår af 2018 til det sidste. Tyggegummi er dog den vare, der steg mest: I løbet af året blev salget firedoblet, oplyser økovejen.dk i en pressemeddelelse. Direktør Lars Schmidt Larsen tilskriver den stigende efterspørgsel et større kendskab til, hvad konventionelt slik indeholder.

- Økologisk slik er bedre end konventionelt på alle områder. Smagen er renere, og vingummierne er farvet med frugter og grøntsager, ikke kunstige farvestoffer og tilsætningsstoffer. Økologisk tyggegummi er lavet på naturgummi i stedet for plastik. Derfor nedbrydes det i naturen efter seks uger og tager ikke 50 år om at forsvinde fra veje og fortove. Forbrugerne er heldigvis ved at opdage, at det er muligt med et næsten 100 procent økologisk liv – også når der skal hygges med fredagsslik, konstaterer Lars Schmidt Larsen i meddelelsen.

Ifølge Henrik Hindborg, der er markedschef hos Økologisk Landsforening, er nydelsesmidler som slik og chokolade det allersidste trin på den økologiske trappe.

– Det er jo et paradoks, at forbrugere med kurven fuld af økologiske varer i mange år har købt fredagsslik proppet med kunstige farvestoffer og smagsforstærkere og et utal af E-numre. Det skyldes, at sundhed og økologi hænger sammen i vores bevidsthed. Når vi alligevel synder med slik, spiller økologi instinktivt en meget lille rolle. Basisvarerne kommer i første række, og først når alle andre varer er økologiske, begynder vi at købe nydelsesmidler som slik i økologiske varianter, siger han.

- Det er først nu, at man kan få al slags slik i økologiske varianter, så jeg kunne nemt forstille mig, at salget kun bliver endnu større fra nu af. Der er næppe en anden varegruppe, hvor tilsætningsstoffer bliver brugt mere flittigt end i slik, så det giver jo rigtig god mening at købe det økologisk og dermed fravælge 330 forskellige tilsætningsstoffer for sig selv og ens børn, tilføjer han i pressemeddelelsen.

Henrik Hindborg peger på, de veluddannede byboer med små børn er de mest ihærdige økologer - og at denne gruppe, der bliver betegnet som heavy users og udgør 11 procent af befolkningen, køber 45 procent af alle økologiske varer i Danmark.

Det fremgår også af meddelelsen, at ifølge Danmarks Statistik er det samlede salg af økologisk slik steget med 83,7 procent siden 2010 til en værdi på nu næsten 400 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079