Schoeller Plast udvider gennem opkøb
Plastvirksomheden Schoeller Plast A/S har købt aktiemajoriteten i Europas største virksomhed inden for mobilkværning, Drawin Recycling.
Baggrunden for købet er et ønske om at tilbyde totalløsninger inden for sprøjtestøbning, forklarer direktør Nicholas Schoeller, der betegner kværning som en naturlig forlængelse af Schoeller Plasts øvrige kompetencer. Derfor forventes stor synergi af investeringen.
- Vi har i forvejen en enkelt mobilkværn, som dog kun har kunnet taget toppen af efterspørgselen. Denne tendens, sammenholdt med tidens høje råvarepriser, gør, at vi ikke er i tvivl om at vækstpotentialet er stort, siger direktøren og tilføjer:
- Drawin tilfører os to vigtige forretningsområder inden for genanvendelse: Kværning for kunderne til genbrug i deres egne produkter, og opkøb af regenerat til brug for vores produktion og videresalg, siger Nicholas Schoeller.
Opererer i hele Europa
Drawin har hovedsæde i Moers ved Düsseldorf, hvorfra man opererer med de mobile kværne i hele Europa. Som supplement til kværningen kan virksomheden også vaske materialerne for urenheder. Denne proces kræver dog et større produktionsapparat og finder derfor sted på fabrikken i Moers.
Virksomheden har 8 mobilkværne, som bruges til genanvendelse af stort set alle materialer – fra affaldscontainere til plastkasser og mange andre plastprodukter. De mobile kværne køres ud til kunderne, hvor kværningen finder sted.
Opkøbet er Schoeller Plasts andet inden for bare 4 måneder, og er et led i virksomhedens overordnede strategi om at konsolidere dens position inden for produktion af sprøjtestøbte plastemner yderligere. I januar købte man således Helarco i Lynge , og fik derved tilført yderligere kapacitet og kompetencer inden for produktion til bl.a. medicinalindustrien, jagt og fritid samt design og boligindretning.