Ny direktør i Danish Crown-familien
Datterselskabet til Danish Crown, Scan-Hide, har udpeget ny direktør.
Det bliver 43-årige Michael Søndergaard, der kommer med en række års erfaring fra moderselskabet Danish Crown.
- Michael Søndergaard har en meget bred og alsidig erfaring i fødevarebranchen. Han har tilbragt 16 år af sin karriere i udlandet, hvor han har samlet sig en bred international erfaring indenfor alt fra indkøb og produktion til ledelse og ikke mindst afsætning. Samtidig har han den store fordel, at han taler italiensk, for Italien er et vigtigt omdrejningspunkt i den globale handel med skind fra kreaturer, siger Finn Klostermann, der direktør for Danish Crown Beef og formand for bestyrelsen i Scan-Hide A.m.b.a.
I sin tid i Danish Crown har han taget forskellige ledelseskurser, samt en HD med speciale i afsætning.
- Jeg glæder mig rigtigt meget til opgaven. Indtil nu har jeg altid arbejdet med kød, men mønsteret i både produktion og salg ligner kødbranchen rigtigt meget, så nu skal jeg have lært markedet for huder at kende. Samtidig vil jeg bruge de første måneder til at identificere, hvor der er mulighed for at skabe vækst og udvikle Scan-Hide, siger Michael Søndergaard.
Michael Søndergaard tiltræder i Scan-Hide i Vester Skerninge på Fyn 1. maj.
I de kommende måneder vil han køre parløb med nuværende direktør Jesper Burgaard, så han får lært Scan-Hide at kende helt til bunds og vil i løbet af få måneder overtage rollen som CEO.