Ny fødevarefabrik uden for Århus opført på rekordtid
Størstedelen af fabrikken består af kølede rum, hvor Hilton Food Group for nylig startede produktionen af kødvarer til Coops butikker over hele landet.
- HFG Food Factory er opført omkring 30 % hurtigere end sædvanligt for et tilsvarende projekt. Det har først og fremmest krævet en stram styring af tid og effektiv ledelse af processen for at sikre fremdrift. Som bygherrerådgiver har vi indgået aktivt i teamet for at sikre bygherrens interesser i form af økonomi, tid og kvalitet og samtidig være en medspiller i detailplanlægningen for at sikre projektets succes, fortæller bygherrerådgiver Sven Erik Jørgensen fra Bascon.
Et stort kølerum
I rollen som bygherrerådgiver har Bascon primært fungeret som bygherrens højre hånd, men har også samarbejdet tæt med totalentreprenøren og lejeren for at sikre det bedst mulige slutresultat.
- Fabrikken består hovedsageligt af kølede rum med forskellige temperaturer. Det giver helt særlige udfordringer til konstruktionen og de mange tekniske installationer, hvilket har krævet input fra alle parter. For eksempel har Hilton Food Group bidraget med viden og erfaringer fra lignende projekter. Den viden har Coop, Bascon og totalentreprenøren tilpasset til danske forhold inden for de givne økonomiske rammer, fortæller Sven Erik Jørgensen.
Coop er bygherre på HFG Food Factory, mens Kaj Ove Madsen A/S er totalentreprenør og Hilton Food Group er lejere af den 18.000 kvadratmeter store fabrik. Arkitektfirmaet Henning Gudnitz & Partnere A/S har været arkitekt på projektet.