23948sdkhjf

Makkerpar satser på sukkerfri, vegansk kikærtechokolade

De har kendt hinanden, siden de var 15 år, og nu er de gået sammen om en helt ny chokoladeproduktion på en fabrik, de låner sig frem til.

De hedder Benjamin Hansen og Martin Hansen, så navnet på deres firma og deres chokolade lå lige for: By Hansens.

Produktet er en fyldt chokolade, hvor fyldet er lavet af kikærter, og de to Hansen'er med adresse i Odense har i høj grad forsøgt at ramme tidens trend: Det hele er økologisk, vegansk, gluten- og laktosefrit og uden tilsat sukker.

- Vores chokolader er ikke på markedet endnu, da vi stadig går og finpudser produktet. Men vi har fået lavet første prøveproduktion hos vores producent, fortæller 26-årige Benjamin Hansen.

Producenten er chokoladefabrikken Konnerup & Co. ved Faaborg, hvor By Hansens lejer sig ind på timebasis.

- Nu skal vi have gjort klar til prøveproduktion nummer to. Vi kører ikke for alvor videre med noget, før vi er 100 procent sikre på, at det hele er, som det skal være, fastslår Benjamin Hansen.

Han og Martin Hansen har også fået lavet prøveemballage, design og logo. Så ud over at få finjusteret chokoladerne mangler de nu stort set kun at få de formelle økologi- og fødevaregodkendelser.

- Det gør vi!
Om baggrunden for den nye, fynske chokoladeproduktion fortæller Benjamin Hansen, at hans makker nærmest altid har haft lyst til at få et produkt, som var hans, ud på forretningernes hylder.

- Det skulle ikke nødvendigvis være chokolade, men Martin er uddannet bager, og han har eksperimenteret meget med kager og slik som en hobby derhjemme.

- På et tidspunkt sagde jeg til ham: Skal vi ikke lave en forretning ud af det? Og så kom han en måned senere og sagde "det gør vi!", beretter Benjamin Hansen, der skal stå for salget i den nye virksomhed.

Indtil videre har By Hansens udviklet fire smagsvarianter af chokoladerne, blandt andet med mint og romessens.

Begge Hansen'er har indtil videre et fuldtidsjob ved siden af, og de betragter i første omgang chokoladerne som et hobbyprojekt. Men kan de komme til at leve af det, tager de gerne det med.

- Under alle omstændigheder er vores idé innovativ og nytænkende i forhold til andre eksisterende chokoladebrands, bemærker Benjamin Hansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085