23948sdkhjf

Ørbæk Bryggeri vil tredoble salget

Ørbæk Bryggeri på Fyn er godt i gang med at udvide produktionen og vil tredoble salget på fem år.

Det skriver TV2 Fyn på sin hjemmeside med henvisning til, at salget af økologisk øl og sodavand fortsætter med at stige eksplosivt herhjemme, og at Ørbæk Bryggeri satser på at få del i væksten.

I løbet af det seneste år har Ørbæk Bryggeri øget lagerkapaciteten med 1.400 kvadratmeter og udvidet produktionen med et ekstra holdskift, så der nu arbejdes i tidsrummet 04.00-20.30.

Ørbæk Bryggeri - eller Naturfrisk, som selskabet bag hedder - havde sidste år et overskud på knap 13 millioner kroner før skat, hvor der i 2017 var et plus på cirka 17 millioner.

2018-resultatet er som forventet og skal ses i sammenhæng med investeringer i organisationen samt produktionsudstyr, skriver ledelsen i regnskabet.

Ørbæk Bryggeri eksporterer cirka 25 procent af sin produktion - for sodavandenes vedkommende er eksportandelen helt oppe på 95 procent.

Bryggeriet ansatte fra 1. februar sidste år Thomas Hald Blouner som ny direktør og efterfølgende Andreas Falkenberg som ny brygmester.

- Der har aldrig været flere mikrobryggerier i Danmark, end der er lige nu. Det gør, at der til sidst vil være et udskilningsløb. Hvis man vil stå tilbage der, er man nødt til at investere og øge sin kapacitet for at overleve, siger Thomas Hald Blouner til TV2 Fyn.

På direktørposten efterfulgte han Niels Rømer, der stiftede virksomheden i 1996 sammen med sin søn, Nicolai Rømer. De to ejer stadig hovedparten af virksomheden, men fik i 2016 selskab i ejerkredsen, da kapitalfonden Triodos Organic Growth Fund, med hjemsted i Luxembourg, købte 20 procent af Naturfrisk-selskabet.

Niels Rømer koncentrerer sig nu om innovation og produktudvikling.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094