Ingredienivirksomheder i nyt samarbejde
Kryta Krydderier indleder samarbejde med ingrediensvirksomheden Alsiano, der er indtrådt som investor i Kryta.
I forbindelse med samarbejdet indtræder Alsianos administrerende direktør Jens Hummeluhr som direktør for selskabet. Den hidtidige direktør Mogens Kristensen stopper ved udgangen af marts måned 2012 og vil frem til da være tilknyttet selskabet som udviklingschef. Produktionschef Ove Kjær Hansen og salgs- og marketingschef Brian Pedersen vil fortsætte med deres nuværende ansvarsområder.
Fabrikken i Roskilde vil som hidtil producere krydderi- og andre blandinger og Kryta vil fortsat forhandle Hela’s komplette sortiment i Danmark.
Kryta er en privatejet virksomhed der siden 1955 har leveret krydderier og krydderiblandinger til den danske fødevareindustri. Virksomheden har 11 ansatte og har domicil i Roskilde.
Alsiano er en familieejet handelsvirksomhed, der leverer ingredienser og råvarer til fødevare- og pharma-industrien samt en række andre industrier i de 5 nordiske lande. Alsiano har hovedkvarter i
Birkerød, et datterselskab i Gøteborg og et sourcing-kontor i Kina. Alsiano har ca. 25 medarbejdere, og har mere end 50 års erfaring med funktionelle ingrediensløsninger.