Ikonisk slikproducent lander på laveste bundlinje siden 1998
Bundlinjen for den tyske slikproducent Haribos danske datterselskab faldt i 2018 til det laveste niveau siden 1998.
Det skriver FødevareWatch ifølge finans.dk.
Bundlinjen lød på 24 mio. kr. mod 33 mio. kr. året før. Det er det laveste nettoresultat siden 1998, hvor selskabet tjente i underkanten af 15 mio. kr.
Ny økonomidirektør
Haribo Produktion A/S ansatte i maj Jesper Lykkeberg som ny økonomidirektør til at rette op på resultatet.
Han kommer fra direktørstillinger i Lantmännen Unibake og hos Sun Lolly-ejeren Co-Ro. Stillingen havde været ledig siden oktober 2018, hvor Klaus Christensen trådte tilbage efter 20 år.
FødevareWatch har været i kontakt med Jesper Lykkeberg, men han og Haribo Produktion A/S ønsker ikke at kommentere på regnskabet eller andre aspekter af selskabets forretning.
"Fokus på produktionseffektivitet"
I ledelsesberetningen for 2018 fremgår det, at man ikke anser det som et tilfredsstillende resultat, ligesom det var tilfældet i 2017.
"I 2019 vil fokus være på at forbedre produktionseffektiviteten. Sammen med en stigning i nettosalget forventes det at føre til en forbedring i EBIT (driftsresultatet, red.)", står der om forventningerne til dette år.
I foråret sidste år blev hollandske André Smit ansat som produktionsdirektør. Han har tidligere været underdirektør med ansvar for produktionen i den tyske moderkoncern Haribo Gmbh. De skal nu sammen forsøge at få vendt skuden.