23948sdkhjf

Sagt & skrevet om Folketingsvalget

Vi har samlet de friske reaktioner på torsdagens Folketingsvalg og regeringsskifte i Danmark.
Landbrug & Fødevarer
- Først og fremmest vil jeg gerne ønske tillykke med et flot resultat. Dernæst så glæder vi os til at komme i det politiske arbejdstøj igen, så snart regeringen er på plads. På en række områder har den nyvalgte regering tilkendegivet, at den ønsker at styrke rammevilkårene for erhvervet. Den vil sikre mindre administrativt bøvl, hurtigere sagsbehandlingstider, bedre finansieringsmuligheder, og høje mål for nye forretningsområder som bioenergi og økologi. Det er løfter vi er glade for, og som vi vil holde dem op på i den kommende tid, siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer. Erhvervsorganisation for et erhverv, der eksporterer for over 100. mia. kroner årligt og er grundlag for 145.000 jobs heraf mange i udkantsområderne.
Desværre peger valgoplægget fra Socialdemokraterne og SF i den helt forkerte retning, idet der blandt andet lægges op til at øge en række skatter og afgifter på landbrugs- og fødevareerhvervet. Det er gift for konkurrenceevnen, når danske bedrifter og virksomheder pålægges meget højere omkostninger, end vores største konkurrenter i Europa, der i forvejen har meget lavere lønomkostninger.
Niels Jørgen Pedersen, formand.

Fødevareforbundet
- Nu skal vi i først og fremmest glæde os over, at vi får en rød regering. Det er festdag. Jeg ser frem til, at vi får en regering, som vil tale med fagbevægelsen, hvad den nuværende jo har forsømt. Så må vi satse på, at trepartsforhandlinger kan sætte fokus på de store udfordringer, der er på arbejdsmarkedet, siger Ole Wehlast.
En ny regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse står i det hele taget over for enorme udfordringer. Der bliver rigeligt at se til, men det er de rigtige kræfter, der kommer til, så jeg ser med glæde og fortrøstning frem til den kommende regeringsperiode.
Ole Wehlast, forbundsformand

Dansk Erhverv
- Danmark har fået sin første kvindelige statsminister, og jeg ønsker hende og Socialdemokraterne et stort tillykke med valget. Danmark står foran en række store udfordringer, som politikere og erhvervsliv er nødt til at arbejde tæt sammen om at løse for at sikre et fortsat stærkt og velfungerende Danmark
Vi skal have erhvervslivet tilbage på vækstsporet, og her kommer vi ikke uden om, at vi på en gang skal føre en økonomisk ansvarlig politik og have forbedret rammevilkårene for erhvervslivet.
Jens Klarskov, administrerende direktør.

Dansk Arbejdsgiverforening
- For de private arbejdsgivere er det tilfredsstillende, at valget har sammensat et Folketing med et meget markant flertal for at gennemføre den reform af efterlønnen, som blev aftalt tidligere i år. Der er ligeledes også et markant flertal for de reformer af dagpengesystemet, der blev gennemført i forbindelse med genopretningspakken.
Der venter det nye Folketing hårdt arbejde forude. Skal Danmark være hjemsted for et erhvervsliv i hård global konkurrence, skal Folketinget i reformarbejdstøjet.
Jørn Neergaard Larsen, administrerende direktør.

Dansk Byggeri
- Vi har mere end nogensinde brug for hinanden, hvis vi skal fastholde et Danmark, hvor den private vækst skal skabe grundlag for den offentlige velfærd. Danmark står overfor store udfordringer. Først og fremmest skal vi mestre at fastholde både en forsvarlig økonomi og et højt niveau for offentlig service. Det fordrer, at der i de kommende år bliver fastholdt en reformkurs – ikke mindst på arbejdsmarkedsområdet - der kan bidrage til at skabe vækst i den private sektor.
Lars Storr-Hansen, administrerende direktør.

LO
- Jeg er glad og lettet over at resultatet faldt ud, som det gjorde. Der er kun en kommentar. Det er at glæde sig helt utroligt. Jeg er fuld af tillid til, at den nye regering vil sikre, at mine medlemmer kan få nogle jobs.
Harald Børsting, formand, til avisen.dk.

FOA
- Lars Løkke Rasmussen valgte i modsætning til sin forgænger at droppe arbejdsmarkedets parter - arbejdsgiverne og lønmodtagerne - som medspillere i samfundsudviklingen. Magten skulle i stedet koncentreres i ministerierne og på Christiansborg. Nu får en ny regering lejlighed til at vise en anden stil. En stil, hvor den danske arbejdsmarkedsmodel tages alvorligt, og hvor der igen findes løsninger, der har støtte fra både arbejdsgivere og lønmodtagere.
Dennis Kristensen, forbundsformand.

3F
- Jeg føler, at vi har vundet. Mit mål var at få en ny regering. Den regering, vi har haft, har i den grad sat en dagsorden, der betød forringelse for vores medlemmer i form af efterløn-reform og Dagpengeforringelser.
Poul Erik Skov Christensen, formand, til avisen.dk.

Dansk Metal
- Vi håber, at det flotte valg fører til en ny og handlekraftig regering, der kan fat på de alvorlige problemer, som Danmark står over for med beskæftigelse og konkurrenceevne. Vi glæder os til et konstruktivt samarbejde med den nye regering.
Thorkild E. Jensen, formand.

FTF
- Spørgsmålet om efterlønnen er ikke afgjort endnu. Det kommer an på, hvordan regeringsgrundlaget kommer til at se ud og på de kommende trepartsforhandlinger. Det kan blive lidt svært at lave et regeringsgrundlag. Der er meget modsatrettede interesser i den nye regering. Nu har vi fået en statsminister, der har inviteret til trepartforhandlinger. Det er en historisk chance for igen af få indflydelse for de faglige organisationer.
Bente Sorgenfrey, formand, til avisen.dk.

Norges statsminister
- Det er historisk, at Danmark vælger sin første kvindelige statsminister. Jeg ser frem til at samarbejde endnu tættere med dig og er glad for, at Norden får en ny socialdemokratisk regering. Tak til Lars Løkke Rasmussen for et godt samarbejde i årene, vi har været kolleger.
Jens Stoltenberg (S) på Facebook.

Sveriges statsminister
- Jeg vil gratulere Helle Thorning-Schmidt med valgresultatet og ser frem til et godt samarbejde med hende under den kommende mandatperiode. Jeg vil samtidig rette en tak til Lars Løkke Rasmussen for det gode arbejde.
Fredrik Reinfeldt (K) til nyhedsbureauet TT.

Venstre
- Tak til alle dem, der ved valget i dag gjorde Venstre til Danmarks største parti. Og en stor og personlig tak til Claus Hjort, der i foråret forhandlede de store reformer på plads, som der efter valget i dag er et styrket flertal bag.
Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Liberal Alliance
- TAK for indsatsen. Tak for opbakningen. En vigtig sejr er vundet efter en hård kamp. Nu venter nye udfordringer.
Anders Samuelsen på Facebook.

SF
- Danmark har fået en ny regering. For SF er det et historisk resultat, og det skal bruges til gavn for almindelige mennesker. Kæmpestor tak til Jer allesammen, som har bidraget. I morgen starter arbejdet med at forandre og forbedre Danmark.
Villy Søvndal på Facebook.

Valgresultatet fra Danmarks Statistik kl. 00.49:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08