23948sdkhjf

Her er de nominerede til IFU’s CSR-pris

For første gang uddeler IFU en pris til en dansk virksomhed, der som en del af deres forretningsstrategi gør en særlig indsats for bæredygtighed, miljø og mennesker i udviklingslande.
IFU, der rådgiver og investerer med danske virksomheder i udviklingslande, har indstiftet en CSR-pris - CSR Investment.

Prisen gives til en dansk virksomhed, der som en del af deres forretningsstrategi gør en særlig indsats for bæredygtighed, miljø og mennesker i udviklingslande.

- Vi har indstiftet CSR Investment-prisen, fordi vi gerne vil sætte fokus på, at danske virksomheder både kan drive forretning og bidrage positivt til miljøet samt skabe økonomisk og social fremgang i udviklingslandene, siger Birgitte Bang Nielsen, der er CSR-chef i IFU.

Og de nominerede er…
IFU har nomineret tre danske virksomheder til CSR Investment-prisen. De bliver nu forelagt en uafhængig dommerkomité, der skal udpege vinderen.

De nominerede virksomheder er:
• Danper Trujillo S.A.C, Peru
• Butler’s Choice A/S, Vietnam og Indien
• Karen Blixen Camp Ltd., Masai Mara, Kenya

Alle tre nominerede virksomheder har vist, at det er muligt at skabe synergi mellem kommerciel forretning og CSR. De har integreret bæredygtighed i deres forretningsstrategi og har samtidig engageret sig i de samfund, hvor de driver deres forretning.

Danper Trujillo dyrker asparges og andre grøntsager, har skabt beskæftigelse til mere end 20.000 mennesker i et af de fattigste områder i Peru. Virksomheden har stor fokus på miljø, arbejdsmiljø og uddannelse. Virksomheden bidrager til etablering af vand og el-forsyning i lokalområdet og har etableret et omfattende sundhedsprogram for de ansatte og deres familier.

Butler’s Choice opdrætter fisk og skaldyr, er certificeret både i forhold til miljøbeskyttelse og medarbejdere. Deres produkter sælges under navnet Fair Fisk, og én procent af omsætningen indbetales til en fond, der arbejder for at forbedre vilkårene for børn i de områder, hvor virksomheden opererer.

Karen Blixen Camp er en bæredygtig safari camp, er stærkt involveret i beskyttelsen af det enestående Masai Mara økosystem og dets rige dyreliv. Campen ansætter lokale masaier, anvender grønne teknologier og har via fondsansøgninger rejst tæt på 10 millioner kr. til uddannelse for områdets børn og unge.

CSR Investment uddeles i forbindelse med CSR AWARDS, hvor cirka 1.000 danske og internationale interessenter fra virksomheder, politik, organisationer og universiteter vil være til stede.

Til CSR AWARDS, der afholdes den 29. september i Sønderborg, uddeles i alt 12 CSR-priser.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078