Nordjysk fiskemaskinfabrik erklæret konkurs
Det tidligere K. M. Fish Machinery er erklæret konkurs ved retten i Hjørring trods et mindre overskud i det seneste regnskabsår.
Det sker, selv om firmaet i regnskabet for 2009/10 formåede at rette op på det forgangne års underskud på 1,5 mio. kr. med et beskedent plus på 118.888 kr.
Ledelsen i firmaet - der udvikler, producerer og sælger maskiner til fiskeindustrien - erklærede på daværende tidspunkt, at resultatet var på et ”ikke tilfredsstillende niveau”, selv om man noterede sig fremgangen som noget positivt.
Videre blev det fremhævet, at selskabet oplevede en stigende efterspørgsel og derfor forventede sig et yderligere forbedret resultat i 2010/11.
De planer kan nu skrinlægges.
- Eventuel anmodning om valg af kurator og kreditorudvalg skal fremsættes skriftligt over for skifteretten senest 3 uger efter denne bekendtgørelse. Enhver, der har fordring eller andet krav mod skyldneren, opfordres til inden 4 uger efter denne bekendtgørelse til boets kurator at anmelde sit krav opgjort pr. konkursdagen. Anmeldelsen bør være vedlagt dokumentation for kravet, skriver retten i Hjørring.